20.000 skridt hver dag: Bettina har slidgigt, men skal holde til pensionen

3F’erne går næsten fire år senere på pension end for 10 år siden. Serviceassistenten Bettina Jónsson er en af dem, der skal arbejde, til hun fylder 68.
- Bettina Jónsson på 60 år oplever slidgigt i det ene knæ efter 27 år som serviceassistent i Odense Kommune.
- Kolleger på arbejdet tager piller for at kunne arbejde på grund af skavanker, og slidgigt er udbredt.
- Øget pensionsalder gør, at 3F'ere som Bettina Jónsson trækker sig senere tilbage fra arbejdsmarkedet.
- Bettina har en privat opsparing, men andre må fortsætte med at arbejde på grund af økonomiske udfordringer.
Slidgigten er begyndt at gnave i det ene knæ. Men ellers synes 60-årige Bettina Jónsson, at kroppen klarer sig nogenlunde efter 27 år som serviceassistent i Odense Kommune.
– Men jeg har da kolleger, både over og under 60 år, der fortæller, at de lige må tage en pille for at kunne tage på arbejde. For du får altså nogle skavanker, når du gør rent, og slidgigt er nok den gennemgående sygdom hos os, siger Bettina Jónsson.
Hun regner dog med at kunne klø på helt til pensionsalderen, som for hendes vedkommende er 68 år.
– Vi får hver vores skavanker – også dem, der sidder på kontor en hel dag. Men os, der er ude i bevægelse hele dagen, bliver nok mere slidt ned. Jeg går jo gennemsnitligt 20.000 skridt om dagen, siger Bettina Jónsson.
Hvis jeg kunne gå nogle år før tid, kunne jeg også passe mine børnebørn, når de var syge.
Bettina Jónsson, 60 år
Kan ikke gå på efterløn
Skruer man tiden bare 10 år tilbage, ville en lønmodtager som Bettina Jónsson kunne få folkepension allerede som 65-årig. Og efterlønnen ville også være lige rundt om hjørnet.
Men i dag er Bettina Jónssons valgmuligheder noget mere fastlåste.
– Jeg kan ikke gå på efterløn, for i sin tid fik jeg anbefalet at hæve pengene i stedet, og det fortryder jeg lidt i dag. Hvis jeg kunne gå nogle år før tid, kunne jeg passe mine børnebørn, når de var syge, og på den måde aflaste de unge, som er hårdt spændt for, siger Bettina Jónsson.
– Jeg kan kun passe børnebørn, hvis jeg tager en seniordag, og det skal jo også passe ind i driften, tilføjer hun.
Trækker sig næsten fire år senere
Den stigende pensionsalder, som Bettina Jónsson nu står overfor, har betydet, at 3F’ere trækker sig senere tilbage fra arbejdsmarkedet, end de gjorde for 10 år siden.
Faktisk er ufaglærte og faglærtes gennemsnitlige tilbagetrækningsalder steget med 3,7 år siden 2014, viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).
Omvendt er akademikeres tilbagetrækning påvirket langt mindre af de seneste års politiske ændringer i forhold til pension og efterløn.
Her er den typiske pensionsalder kun steget med 0,9 år de seneste 10 år, viser analysen fra AE.
3F’s forbundsformand, Henning Overgaard, mener, at tallene er udtryk for en øget ulighed i mulighederne for tilbagetrækning, som rammer 3F’ere og andre faglærte og ufaglærte hårdest.
Omvendt ser vicedirektør hos Dansk Arbejdsgiverforening, Erik E. Simonsen, tallene som “en kæmpe succes”.
– Her er tale om grupper, som har fået mulighed for at blive i beskæftigelse. Derved er de blevet mere velhavende og får en større opsparing til pension, siger Erik E. Simonsen til Fagbladet 3F.
Veksler mellem at gøre rent og stå i bod
Spørger man Bettina Jónsson, så føler hun sig privilegeret på den økonomiske front. Hun har nemlig lavet en privat opsparing, der gør, at hun kan klare sig.
– Men jeg har omvendt også kolleger, der bliver nødt til at arbejde i al for høj en alder, fordi økonomien ellers ikke kan hænge sammen, siger Bettina Jónsson.
Alle kan ikke holde til at gøre rent helt til pensionsalderen
Bettina Jónsson
Selv veksler hun mellem at gøre rent og arbejde i skoleboden på den skole, hvor hun gør rent. Det giver ro til kroppen, siger hun.
– Ser man på vores fag, kunne der være behov for flere kombinationsstillinger som min, så kroppen ikke blev så nedslidt. Alle kan ikke holde til at gøre rent helt til pensionsalderen, siger Bettina Jónsson.
Indtil videre nyder hun dog at gå på arbejde.
– Jeg er på en skole, hvor jeg har kontakt med både børn og kolleger. Den sociale del har meget stor betydning for, at jeg bare elsker mit job, siger hun.
