En 41-årig mand er i kritisk tilstand, efter at han næsten fik revet den ene arm af ved en arbejdsulykke i Aalborg .
Ulykken skete på Hadsundvej i Aalborg, hvor en ny Rema 1000 er ved at blive bygget.
Ulykken indtraf, da manden var i gang med at rengøre en tvangsblander – en slags betonblander.
– På en eller anden måde får tvangsblanderen fat i hans arm, som næsten bliver revet af, fortæller vagtchef Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi.
I første omgang blev manden bragt til Aalborg Universitetshospital, men han blev senere overført til Odense Universitetshospital, hvor lægerne forsøger at redde hans arm, skriver TV2 Nord.
– Det sidste, vi har hørt fra sygehuset, er, at han er kommet svært til skade, men at han er uden for livsfare, siger vagtchefen.
Ifølge TV2 Nord har Arbejdstilsynet nedlagt straksforbud mod den maskine, som manden arbejdede med. Forbudet gælder indtil undersøgelser af stedet er gennemført.
Tv-stationen fortæller også, at der er tale om en 41-årig tysk mand, der bor i Danmark.
/Ritzau/
