Det var på ingen måde villa, Volvo og vovse, der prægede Nicolai Holger Rasmussens første leveår – snarere misbrug og psykisk sygdom.
Derfor lå det heller ikke i kortene, at han med sine 18 år og fem måneder netop er blevet uddannet til overfladebehandler på erhvervsskolen – som den yngste nogensinde.
– Det er jo bare pissefedt at være færdig og komme hurtigt ud på arbejdsmarkedet – og ret specielt at være den yngste, det må jeg indrømme, siger Nicolai Holger Rasmussen, der er blevet udlært på AMU Vest i Esbjerg.
I størstedelen af sin ungdom har han været anbragt i familiepleje, og den unge svend fra Grenå skiller sig i den grad ud fra andre anbragte unge, når det handler om at fuldføre en uddannelse.
Blot 42 procent af 30-årige, der har været anbragt, har nemlig fuldført en gymnasial eller erhvervsfaglig uddannelse, viser en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Til sammenligning gælder det 82 procent af dem, der ikke har været anbragt.
Langtfra kernefamilie
Det stod tidligt klart, at forholdene i Nicolai Holger Rasmussens barndomshjem ikke var som i en kernefamilie.
Moren døjede med misbrug og psykisk sygdom, og det samme gjorde hans far, som han aldrig har haft kontakt til.
Derfor kom han allerede som toårig i aflastning hos sin nuværende plejefamilie og som femårig i fast pleje. Kontakten med sin mor fastholdt han.
– I folkeskolen kunne jeg godt fornemme, at jeg havde oplevet nogle ting, der ikke var almindelige for mine klassekammerater. Jeg har helt sikkert set ting, som børn ikke bør se, fortæller Nicolai Holger Rasmussen.
Men det hjalp at være åben om opvæksten over for lærere og klassekammerater.
– Jeg har jo bare haft den indstilling, at hvis jeg har fortalt om min opvækst, så har det kunne hjælpe mig med at blive forstået. Og så har folk også forstået, hvis der har været nogle dårlige dage indimellem, siger han.
– Jeg var nok endt i noget lort
Den unge svend skylder sin plejefamilie en stor tak, siger han.
– De har jo givet mig et formål med livet og har altid betragtet mig som et fuldgyldigt medlem af familien. Var det ikke for dem, var jeg nok endt med at være ude i noget lort og havde ikke gjort folkeskolen færdig.
Med støtte fra plejefamilien og forstående lærere og klassekammerater fik Nicolai Holger Rasmussen en god skoletid og kunne hamle op med sine jævnaldrende på den boglige front.
Men det var først, da han som 13-årig fik job som fejedreng og efterfølgende kom i skolepraktik på sin plejefars arbejde, at han fik en klar idé om sin fremtid.
Han arbejder nemlig som overfladebehandler på en fabrik i Grenå – et job, hvor man maler og lakerer stål og andre materialer, så det ser pænt ud og ikke ruster.
– Dér vidste jeg, hvad jeg skulle være, for det er bare et fedt håndværk, så jeg var klar til at springe 10. klasse over, siger Nicolai Holger Rasmussen, som hurtigt kom i lære som overfladebehandler på sin plejefars arbejdsplads som 15-årig.
– Og hvis jeg har haft det svært, har jeg haft min plejefar at kunne tale ud med i løbet af dagen, og jeg har heldigvis også haft en meget forstående chef, siger han.
Spring ud i det
Nicolai Holger Rasmussen glæder sig nu til at komme ud og prøve sig af som den yngste svend i branchen nogensinde.
Selvom han mener, at han har været heldig at ende i en plejefamilie, han også i dag betragter som sin egen familie, så har han alligevel et råd til andre børn og unge, der har oplevet modstand i barndommen.
– Der kan jo være mange, der har haft det endnu hårdere end mig, men uanset hvad må du ikke lade dig begrænse og miste viljen eller troen på, at du kan få et job eller en uddannelse, siger han og tilføjer:
– Hvis du finder noget, du elsker at lave, ligesom jeg gjorde, så bare prøv at springe ud i det, og giv det et skud.