En procesoperatørlærling viser, at han får udbetalt 12.767,94 kroner i månedsløn.
En tømrer viser, at han får udbetalt 11.240,37 kroner – men som 14. dags løn.
Det er blot to eksempler på, at helt almindelige danskere er begyndt at slå deres lønsedler op på sociale medier.
Det er især på det sociale medie Reddit, at lønsedlerne florerer og bryder med tabuet: Hvad får du i løn?
Mange bliver overraskede over at se, hvad andre tjener.
Det svinger og inspirerer
Niveauet på lønsedlerne svinger med tusindvis af kroner.
En marketingschef kan for eksempel vise, at han/hun får 50.000 kroner i løn, og en sygeplejerske, at han/hun ligger på det halve.
I kommentarsporene diskuterer brugerne flittigt, om vedkommende mon får den rette løn.
Åbenheden om lønnen bliver dermed også brugt som inspiration til andre i forhold til, om de kan kræve mere i løn, for eksempel til en jobsamtale.
Initiativtagerne bag Reddit-tråden har også oprettet minloen.dk, hvor man kan lægge sin lønseddel op anonymt og dermed bidrage til mere gennemsigtighed om løn.
LÆS OGSÅ: Konflikt: 774 kroner i lønstigning på tre år
Op til overenskomstforhandlingerne i 2018 blev det også en stor trend at dele sin lønseddel for at presse de offentlige forhandlere.
Her kunne eksempelvis rengøringsassistent og 3F’er Anders Berg-Much vise, at han på tre år kun var steget 774 kroner i løn.

