Rod med asbest: – Det er os, der dør af det

Håndværkere i arbejdstøj forsøger at råbe politikere op omkring manglende asbestregistrering.
- Håndværkere protesterede mod den manglende overholdelse af asbestregler ude foran Beskæftigelsesministeriet.
- Mange virksomheder undlader at registrere asbestarbejde korrekt, hvilket skaber problemer for håndværkere, der rammes af asbestrelaterede sygdomme.
- Demonstranternes hovedbudskab er, at der er behov for et centralt register for at sikre dokumentation og beskytte arbejdernes helbred.
“Det er os, der igen og igen bliver udsat for de dødsens farlige asbestfibre. Det er os, der dør af det.“
Sådan lyder budskabet på de flyers, som tømrer Helga Mathiassen og hendes ligesindede deler ud til politikere, der forsøger at komme ind til udvalgsmøde i Beskæftigelsesministeriet.
Hun og hundredvis af andre håndværkere troppede derfor op foran Beskæftigelsesministeriet i slutningen af sidste uge for at markere, at de er bange for at arbejde med asbest.
– Det vækker jo både vrede, bekymring og frygt hos os, der står her, at gå på arbejde med den risiko, der er for asbest, siger Helga Mathiassen.
Det kan simpelthen ikke passe, at det er os ude på pladserne, der skal betale prisen for, at nogle ikke har styr på reglerne
Helga Mathiassen
Alle virksomheder, der arbejder med asbest i Danmark, skal registrere, at deres ansatte har arbejdet med asbest. Det er vigtigt, fordi medarbejderne så senere kan bruge det som dokumentation, hvis de senere skulle blive syge af asbesten.
Virksomhederne skal opbevare protokollerne i 40 år og aflevere dem til Arbejdstilsynet, hvis de går konkurs eller lukker.
Men der er rod med asbest-systemet, for det halter med at få lavet registreringerne.
Tidligere har Fagbladet 3F indhentet oplysninger hos Arbejdstilsynet, der viser, at det kun er to konkursramte virksomheder, der nogensinde har registreret deres ansatte for asbest-arbejde.
– Lige nu har ingen overblik over, hvor mange der faktisk bliver udsat for asbest, når de går på arbejde. Et centralt register kunne kaste lys over det tal. Og jeg tror desværre det er uhyggeligt højt. Det fortjener at komme frem i lyset – og det kunne bruges i den strategiske indsats mod asbest, siger Helga Mathiassen, der også er formand for Snedker-Tømrernes Brancheklub i Storkøbenhavn.
Frygt på byggepladsen
Asbest blev tidligere brugt i tusindvis af bygninger, men selv om det har været forbudt siden 1986, gemmer de farlige fibre sig stadig i tage, isolering og byggematerialer
Når asbest hvirvles op i luften, kan selv en meget lille mængde give alvorlige sygdomme.
– Vi er bange for at gå ind i et nyt renoveringsprojekt og risikere, at der er asbest. Jo mere, vi undersøger, jo mere viser det sig, at asbest findes overalt. Det gør mig virkelig bekymret, hver gang jeg står på en renoveringssag, siger Helga Mathiassen.

Dokumentation er en mangelvare
Ifølge Helga Mathiassen giver det en enorm utryghed, at mange virksomheder ikke registrerer deres ansatte, der udfører asbestarbejde.
– Mange kolleger kan ikke få udleveret dokumentation på, at de er registreret – eller firmaer siger direkte, at de ikke vil registrere dem. Og der er flere eksempler på, at papirerne forsvinder, når et firma går konkurs. Derfor er der brug for et centralt register, så vi kan få overblik, og så vi kan dokumentere det senere i livet, hvis vi bliver syge, siger Helga Mathiassen.
Hun har oplevet, at det sejler med registreringen og det giver især problemer, hvis virksomheden går konkurs.
– Det kan simpelthen ikke passe, at det er os ude på pladserne, der skal betale prisen for, at nogle ikke har styr på reglerne, siger hun.
