Vejvrede landet over: Jeg blev kaldt ”fucking møgluder”

To grove sager sætter fokus på skraldemændenes forhold i København – men også i provinsen er der flere tilfælde med sammenstød og voldsomme trusler.
- Det er ikke kun i København, at skraldemænd oplever verbale overfald og trusler.
- Tillidsrepræsentant hos Verdis, Signe Svendsen, blev kaldt "fucking møgluder" af en borger og brød grædende sammen.
- Skraldemænd i Verdis oplever især vrede borgere på Sjælland, der reagerer aggressivt på fejlsorteret affald.-
- Renosyd i Jylland oplever til gengæld, at vejvreden er faldet efter en voldsom episode i Skanderborg, hvor skraldemænd blev tilbageholdt af borgere.
Mange andre steder end i København oplever skraldemænd at blive verbalt overfaldet og truet med vold.
Den seneste uge har Fagbladet 3F bragt to videoer, hvor chauffører går amok på skraldemænd, som blot passer deres arbejde med at tømme skrald i de københavnske gader.
Men også blandt de 800 skraldemænd i affaldsselskabet Verdis, som står for renovation flere steder i landet, sker det ofte, at de bliver mødt af truende og aggressive borgere, når de er ude at hente skrald.
Brød grædende sammen
Det har tillidsrepræsentant hos Verdis, Signe Sørensen, oplevet på egen krop på hendes ture i Greve og Solrød.
En af mine kolleger blev truet med ”at få halsen skåret over”.
Signe Sørensen
I juli blev en borger meget vred på hende, da hun ikke ville hente hans skrald, fordi han ikke boede på hendes rute.
– Jeg blev kaldt ”en fucking møgluder”. Det var en stor gut, som var meget voldsom. Han sagde, at han var ”pisseligeglad”, at vi bare skulle “tage hans lort”. Bagefter satte jeg mig ind i bilen og brød grædende sammen. Jeg kunne ikke køre mere, fortæller Signe Sørensen.
Arrige borgere
Det er især på Sjælland, at skraldemændene hos Verdis oplever vejvrede. Her henter firmaet skrald i blandt andet Sorø, Ringsted, Næstved, Frederikssund, Brøndby, Glostrup og Herlev.
Signe Sørensens kolleger melder om arrige borgere, som kan finde på at køre efter skraldebilerne, når de har fået en seddel med besked om, at deres skrald ikke er blevet hentet, fordi det er fejlsorteret.
– Nogle gange ruller de bare vinduet ned og råber, andre gange kommer de ud af bilen og er meget grove. En af mine kolleger blev truet med ”at få halsen skåret over”, siger Signe Sørensen.
Her kan du se den voldsomme episode fra sidste uge, hvor en Flextrafik-chauffør går amok på en skraldemand i Vanløse. Chaufføren er nu midlertidigt suspenderet.
Tonen er blevet hårdere
Næstved er en af de kommuner, som Verdis opererer i.
Her bliver skraldemænd ofte mødt af aggressive borgere, som brokker sig, når de har fået besked om fejlsortering.
– Vi oplever desværre stadig mange henvendelser, hvor borgere verbalt angriber vores medarbejdere, siger Jette Jungsberg, der er teamleder for Klima, Miljø og Affald i Næstved Kommune.
– Jeg kan sagtens forstå, at man kan blive frustreret, hvis affaldsbeholderen ikke bliver tømt, men det er vigtigt at tale ordentligt. Tonen er generelt blevet hårdere de seneste år, fortsætter hun.
I det jyske oplever Henrik Müller, der er direktør i Renosyd, derimod, at der er færre episoder med vejvrede blandt de skraldemænd, som har han ansvaret for.
Holdt skraldemand tilbage
Det gik ellers hedt for sig i Skanderborg på en kold januardag i 2024.
Her blev en skraldemand fra firmaet Meldgaard tilbageholdt mod sin vilje af fem vrede borgere.
Beboerne på en villavej forhindrede skraldemanden i at køre videre på sin rute. De ville holde skraldemanden tilbage i 28 minutter, fordi de i 28 dage ikke havde fået tømt deres affald på grund af sne og is.
Det var Renosyd, der havde hyret Meldgaard til at hente skrald. Skraldemanden fik først lov til at køre videre på villavejen, da Henrik Müller, direktør i Renosyd, truede borgerne med at ringe til politiet, hvis de ikke flyttede sig.
Siden da har Henrik Müller oplevet mindre chikane mod skraldemændene, fortæller han.
– Hændelsen har gjort, at tonen har ændret sig på sociale medier. Der er kommet en større forståelse for skraldemændenes arbejde. På Facebook er der mange, som forsvarer skraldemændene. Som man siger: Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget, lyder det fra Henrik Müller.
