Hvis man har haft et fritidsjob i folkeskolen, så klarer man sig bedre senere i livet – uanset social baggrund.
Det er konklusionen i en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
AE-rådet har undersøgt mere end 60.000 unges uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet. Og tallene viser, at 14 procent af unge uden tidligere fritidsjob ikke har et arbejde, mens det gælder for 8 procent af unge, der derimod har haft et fritidsjob.
Samtidig viser tallene, at unge, der har haft et fritidsjob i folkeskolen oftere fuldfører en ungdomsuddannelse. Faktisk får en højere andel af dem, der har haft et fritidsjob, en erhvervsuddannelse sammenlignet med dem, der ikke har haft et fritidsjob.
Undersøgelsen viser også, at børn af faglærte oftest har fritidsjob. Blandt unge med faglærte forældre har godt halvdelen haft et fritidsjob. Kun hver tredje unge fra akademikerhjem haft fritidsjob.
Formanden i 3F PSHR, John Frederiksen, er positiv over fritidsjob til unge.
– Undersøgelsen viser jo klart, at man klarer sig bedre, hvis man har haft et fritidsjob. Så det kan man kun støtte, siger John Frederiksen.
Nye regler på vej
Regeringen har også et ønske om at flere unge skal have et fritidsjob.
Derfor har de præsenteret et udspil med en række regelændringer.
Regeringen foreslår blandt andet, at 13-15-årige, der går i folkeskole, skal kunne varetage flere arbejdsfunktioner. Her nævner Regeringen selv softicemaskiner som et eksempel på noget, unge under 15 skal have lov til at arbejde med.
En anden del af forslaget er, at unge mellem 15 og 17 år skal have lov til at arbejde på skæve tidspunkter i alle brancher. Lige nu er der forskellige regler alt efter, hvor den unge er ansat.
3F: Reglerne beskytter de unge
Ifølge John Frederiksen, formand i 3F PSHR, er der omkring 35.000 unge under 18 i hotel- og restaurationsbranchen. De er især i fastfood-branchen, og han tvivler på, der er mange flere stillinger til unge i branchen, selv hvis reglerne bliver ændret.
Og han er da heller ikke ubetinget positiv over for ønsket om at ændre reglerne.
– Forslagene bliver hurtigt at lempe de regler, der beskytter de unge. Det er jeg mindre positiv overfor, siger John Frederiksen.
Han mener, at hvis man vil have flere unge i fritidsjob, må det ske på steder med overenskomst. For det sikrer, der er ordentlige forhold for de unge.
– Og det skal reglerne også afspejle. Hvis reglerne skal ændres, så må det være parterne på arbejdsmarkedet, der bliver enige om de nye regler, siger John Frederiksen.

