Ulige alderdom: Så lidt har 3F’erne sparet op til pension

Folkepensionen bliver ved med at være livsnødvendig for dem, der har de hårdeste job.
- Pensionsalderen stiger, og private pensionsudbetalinger forventes at overhale folkepensionen inden 2035 ifølge Velliv og Forsikring & Pension.
- Medlemmer af 3F kan stadig være afhængige af folkepensionen som deres økonomiske grundlag ifølge 3F's arbejdsmarkedsøkonom.
- Akademikere pensionerer sig tidligere oftere for egne penge end faglærte og ufaglærte grundet større pensionsformuer, hvilket skaber ulighed ifølge Jesper Grunnet-Lauridsen.
- Selvom pensionsformuer vokser, spiller folkepension fortsat en vigtig rolle for mange 3F'ere på grund af nedslidende jobs og stigende pensionsalder.
Pensionsalderen stiger og stiger.
Er du en af dem, der kigger længselsfuldt efter, hvornår du kan trække dig tilbage fra arbejdsmarkedet, bør du se med her.
En ny beregning som pensionsselskabet Velliv og brancheforeningen Forsikring & Pension har foretaget viser, at private pensionsudbetalinger overhaler folkepensionen i kroner og ører inden 2035.
Det skriver Finans.
Men hvordan stiller det 3F’erne?
-Jeg tror stadig, at folkepensionen vil være afgørende for mange 3F’ere, når de engang skal på pension. At det stadig vil være deres vigtigste økonomiske grundlag. Så derfor er det stadig helt afgørende, at vi har en fornuftig folkepension, siger 3F’s arbejdsmarkedsøkonom Jesper Grunnet-Lauridsen.
Stort skel på faggrupperne
Selvom pensionsformuerne generelt vokser, er der stor forskel på, hvor meget der står på kontoen, alt efter hvilken faggruppe du tilhører.
3F’s egne analyser viser, at kun 18 procent af 63-årige 3F’ere har en pensionsformue på over to millioner kroner, mod hele 82 procent af akademikere.
Har du en pensionsformue på over to millioner kroner, bliver du modregnet i Arne-pensionen, som man kan få, hvis man går på pension før folkepensionsalderen og har været på arbejdsmarkedet i mindst 42 år.
Læs mere om tidlig tilbagetrækning og Arne-pension her.
Det er dem med de største pensionsformuer, der trækker sig før tid. Og det er jo en ulighed, vi er utroligt opmærksomme på. Derfor er det centralt, at vi forbedrer tilbagetrækningsmulighederne – Arne-pension især.
Jesper Grunnet-Lauridsen.
Det betyder i praksis, at mange med lavere pensionsopsparinger, som 3F’erne, har mere reelt gavn af ordninger som Arne-pension, mens andre grupper får mindre ud af den på grund af modregningen.
– Vi kan godt se en ulighed i de her pensionsformuer. Akademikere pensionerer sig selv for egne penge tre gange så ofte som faglærte og ufaglærte.
– Det er jo en ulighed, vi er utroligt opmærksomme på. Derfor er det centralt, at vi forbedrer tilbagetrækningsmulighederne – Arne-pension især, siger Jesper Grunnet-Lauridsen.
Positive vinde blæser
3F’ernes gennemsnitlige pensionsformue er steget med omkring 300.000 kroner fra 2014 til 2022 og lå på 1,43 millioner kroner 2022. Formentlig er den steget endnu mere i årene siden da, fortæller Jesper Grunnet-Lauridsen, og det er især blandt medlemmer med de højeste indkomster, viser 3F’s interne undersøgelse.
Blandt yngre 3F’ere ses også en fremgang: 58 procent af de 53-årige har allerede over en million stående.
Men det ændrer ikke på, at folkepensionen fortsat spiller en nøglerolle for mange.
– Det er jo 3F’erne, der har de mest nedslidende job, men det er sjældent dem, der har mulighed for at trække sig før tid for egne penge, særligt når pensionsalderen bliver ved med at stige, siger Jesper Grunnet-Lauridsen.
