Transportfirma snød chauffører for millioner før konkurs

Fragtfirmaet Translog snød ifølge 3F Transport 30 chauffører for 4,5 millioner kroner i løn på 10 måneder og gik derefter konkurs. Den daværende ejer afviser, at han har gjort noget galt.
- Fragtfirmaet Translog i Taastrup snød ifølge 3F Transport lastbilchauffører i stor skala før firmaet gik konkurs.
- Der er rejst et krav fra 3F på 4,5 millioner kroner i lønefterbetaling.
- Den daværende eje mener ikke, han har gjort noget galt.
Fragtfirmaet Translog Denmark Aps i Taastrup har ifølge 3F Transport snydt lastbilchauffører i den helt store skala, før firmaet gik konkurs.
3F Transport har beregnet, at 30 chauffører på bare 10 måneder er blevet snydt for 4,5 millioner kroner i løn, og har rejst krav om tilbagebetaling.
Han ligner unægtelig en stråmand, de har indsat til at tage skraldet
Harald Fabricius
Translog meldte sig ind i Dansk Industri i november 2023, og var derefter omfattet af Transport- og Logistikoverenskomsten.
– Ret hurtigt begynder der at dukke sager op fra 3F afdelinger, hvor medlemmer klager over lønnen. Jeg fornemmer hurtigt, at der er noget helt galt, siger forhandlingssekretær i 3F Transport Harald Fabricius.
Konstaterer massiv løndumping
Han konstaterer, at firmaet i stort omfang ikke aflønner efter overenskomsten. Der mangler blandt andet pension og feriepenge, og chaufførerne får heller ikke betaling for overarbejde.
– Jeg kan ud fra på chaufførernes lønsedler konstatere, at der sker massiv løndumping og kan dokumentere, at firmaet har snydt chaufførerne for 4,5 millioner kroner i løn på blot 10 måneder, siger Harald Fabricius, der oplyser, at de fleste chauffører er enten østeuropæere eller fra 3. verdenslande.
Ender i Arbejdsretten
3F Transport rejser i september 2024 en sag om formodet løndumping i Translog, som blev sværere og sværere at få i tale.
Ledelsen i Translog udebliver fra fællesmøder med 3F og arbejdsgiverorganisationen om sagen, og i juni 2025 indbringer 3F Transport løndumpingsagen for Arbejdsretten.
I begyndelsen af 2025 og før konkursen fik Translog ny ejer.
– Den nye ejer har adskillige konkurser bag sig, og ligner unægtelig en stråmand, de har indsat til at tage skraldet, pointerer Harald Fabricius.
LG tager over efter konkurs
Erhvervsstyrelsen oplyser, at Translog gik konkurs 22. august 2025, og derefter tog Lønmodtagernes Garantifond (LG) over.
– Chaufførerne får muligvis ikke dækket hele deres tilgodehavende af LG. Men det ender utvivlsomt med en stor regning, som skatteyderne jo betaler i sidste ende, siger Harald Fabricius.
Han kalder det kynisk og vanvittigt, at firmaet på bare 10 måneder underbetaler chaufførerne med 4,5 millioner kroner, går konkurs og forsvinder.
– Vi bliver ved med at jage de brodne kar og følger op på om firmaerne overholder overenskomsten, siger han.
Ejer: Har ikke gjort noget forkert
I forhold til kravet på de 4,5 millioner kroner, afviser den tidligere ejer, Enes Yildirim, at han har gjort noget forkert.
– I den tid jeg havde driften af firmaet, var der en partner i firmaet, der også havde noget at gøre med driften, siger Enes Yildirim, der fortsætter:
– Han stod for lønninger og ansættelseskontrakter, og han havde tilladelse fra banken til at lave alle lønninger og overførsler, siger han.
Men det var jo dig, der var direktør og ejede firmaet?
– Ja, det er rigtigt. Men han har snydt med firmaet, uden jeg vidste det. De er ham, der står for alle problemerne, og derfor har jeg også meldt ham til politiet, lyder forklaringen fra Enes Yildirim.
Translogs hjemmeside er lukket ned, og det er ikke lykkes Fagbladet at komme i kontakt med hverken partneren eller direktøren, der overtog firmaet i januar 2025, for en kommentar.
