Tog alt det arbejde, hun kunne få: Nu koster det Helle 7.000 kroner om måneden

Helle Skjødt Hansen har gjort alt, hvad hun kan for at få fast arbejde. Nu bliver hun alligevel straffet med en lavere dagpengesats.
- Helle Skjødt Hansen oplever en markant reduktion i sin dagpengesats efter at have optjent en ny dagpengeperiode.
- Hun har arbejdet som vikar for at få timer, men hendes indtjening de seneste år har været lavere, hvilket påvirker hendes dagpengesats.
- A-kasselederen mener, at dagpengesatsen burde beregnes over tre år frem for to, hvilket ville have givet Helle en højere sats.
- Brancheorganisationen Danske A-kasser presser på for at ændre reglerne og undgå, at personer som Helle straffes for at tage arbejde.
Forestil dig, at du tager alle de vikartimer, du kan få, mens du jager et fast job.
På et tidspunkt har du haft timer nok til at få en ny dagpengeperiode.
Men så viser det sig, at dit vikararbejde rammer dig lige i nakken: Din nye dagpengesats er over 7.000 kroner lavere, end den var før.
Det skete for Helle Skjødt Hansen fra Hedensted.
– Jeg blev næsten mundlam. Og jeg synes, det var virkelig urimeligt. Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne, og så bliver jeg ramt alligevel. Det er ligesom at sparke på én, der ligger ned, siger Helle Skjødt Hansen.
Forklaringen kommer her:
Man har tre år til at optjene en ny dagpengeperiode. Men den nye dagpengesats beregnes kun ud fra de seneste to år. Har du haft mange arbejdstimer og en god indtjening det første år, men mindre de næste to år, kan det ende med en lav sats.
– Det er det, som gælder i Helles tilfælde, fordi hendes indkomst har været lavere de seneste to år, fortæller a-kasseleder Helle Hvilsted Helbo, som har beregnet Helle Skjødt Hansens nye sats.
Konsekvensen er, at Helle Skjødt Hansens dagpengesats er faldet fra 22.041 kroner til 14.781 kroner om måneden.
Jeg har søgt alt
Helle Skjødt Hansen blev som ung uddannet på kontor. Hun har arbejdet en del år i butik, men også på lager, i industri, med montage og andet.
Hendes seneste job som fastansat ligger over tre år tilbage. Siden har Helle Skjødt Hansen, 64 år, taget alt det arbejde, hun kunne få, som vikar.
De seneste år har været en kamp. Og nu kommer vi til at spare på alting
Helle Skjødt Hansen
– Jeg vil helst være fastansat, helt bestemt. Men jeg har søgt og taget alt det arbejde, jeg kan få, og som jeg kan klare, som vikar. Hvad skulle jeg ellers have gjort, spørger hun.
Det er ikke alt, Helle Skjødt Hansen kan holde til. For eksempel er det svært at stå op en hel dag efter et bækkenbrud for nogle år siden. Usikkerheden har i forvejen været ved at køre hende ned. Nu kommer økonomien under voldsomt pres oveni.
Hendes mand er pensionist og syg, og der er en del udgifter til medicin.
– De seneste par år har været en kamp. Og nu kommer vi til at spare på alting. Men vi skal jo klare det på en eller anden måde. Det er vi jo nødt til, siger hun.
Danske A-kasser presser på
Det er ikke første gang, at a-kasseleder Helle Hvilsted Helbo har måttet give et medlem give en trist besked om en ny, lav sats.
Helt grundlæggende er det jo åbenlyst tåbeligt, at en person som Helle bliver straffet for at tage arbejde
Anita Vium Jørgensen
Før dagpengereformen fra 2017 var reglerne anderledes.
A-kasselederens ønske er derfor, at en ny dagpengesats skal beregnes på samme periode som optjeningen, altså over tre år.
– I Helles tilfælde ville det have givet hende en sats på godt 20.000 kroner – i stedet for de 14.781 kroner, pointerer Helle Hvilsted Helbo.
(artiklen fortsætter under foto)

Fagbladet3F har tidligere omtalt flere lignende sager, ligesom brancheorganisationen Danske A-kasser i årevis har presset på for at få ændret reglerne.
For direktør i Danske A-kasser, Anita Vium Jørgensen, er det vigtigt:
– Det er noget, som jeg taler med politiske ordførere og andre om. Helt grundlæggende er det jo åbenlyst tåbeligt, at en person som Helle bliver straffet for at tage arbejde. Det kan ikke være meningen, siger Anita Vium Jørgensen.
