De har 13 lærlinge ansat, men selvom byggefirmaetfirmaet Magnus Thomsen Eftlg kunne, er ingen af lærlingene ansat i hele deres læreperiode fra starten.
– Vi holder lærlingene til ilden. Så de korte kontrakter er for at teste dem af, siger tømrermester Søren Lund Thomsen, der godt kan forstå, at det kan føles usikkert for de unge, men ikke mener, at det er unfair.
Han tilføjer, at deres første korttidskontrakter typisk varer mellem 6 og 12 måneder, og at alle lærlinge indtil videre har fuldført deres læreforløb hos firmaet.
Fagbladet 3F har tidligere beskrevet, at flere og flere lærlinge oplever, at de kun kan få korte uddannelsesaftaler. Det betyder, at lærlingene skal ud og finde læreplads flere gange, mens de er på uddannnelse.
Senest har den 24-årige VVS-lærling Sebastian Loke Agersnap Morgner fortalt om, hvordan han er nervøs for, om han kan blive forlænget i sin korte lærepladsaftale, når han skal på barsel.
I modsætning til ordinære aftaler, hvor en elev er i lære hos den samme virksomhed gennem hele sit uddannelsesforløb, kan en kort aftale være helt ned til få måneder.
Som lærling har man allerede en prøveperiode på tre måneder uanset læreperiodens længde, hvor både elev og virksomhed kan opsige aftalen uden varsel og uden grund.
Tømrermester Søren Lund Thomsen mener dog ikke, at de tre måneder er nok til at vurdere samarbejdet. Det er arbejdsmiljøleder og lærlingekoordinator hos CG Jensen Mette Bach Christensen også enig i.
– På tre måneder får du kun lige lært basis-tingene som at være i et sjak og forstå, hvordan firmaet fungerer, siger hun.
Korte aftaler er en fordel for lærlingen
Andelen af korte lærepladsaftaler i byggeriet er steget kraftigt siden 2008. Specielt inden for uddannelsesgruppen teknologi, byggeri og transport er andelen af korte lærepladsaftaler steget fra 410 lærlinge med en kort aftale i 2008 til 6.719 lærlinge i 2022. Det viser en rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).
De korte lærepladsaftaler kan skabe stor usikkerhed for elevernes uddannelsesforløb, har Sonja Marie Staffeldt, konsulent i enheden for ungdomsuddannelser hos Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), tidligere fortalt til Fagbladet 3F.
– Der er mange overgange og skift. Så det med, at man ikke har en sikkerhed på sin læreplads, er langt fra en fordel for eleverne, sagde hun.
Hos bygge- og anlægsvirksomheden CG Jensen mener Mette Bach Christensen, at det godt kan være en fordel for eleven, fordi de korte aftaler giver lærlingen tid til at tænke over, om de kan se sig selv i deres uddannelse eller på deres læreplads.
– Og hvis de fortryder af den ene eller årsag, så har de heldigvis kun en kort aftale, siger hun.
Hos CG Jensen har de 35 lærlinge, hvoraf seks har en ordinær aftale. Mette Bach Christensen har ikke registreret, at nogle af deres lærlinge skulle føle det som et pres at være på korte aftaler.
– De skal møde op ligesom vores andre medarbejdere, og de skal udføre et stykke arbejde på det niveau, de har i forvejen. Så jeg ved ikke, hvilket pres de i realiteten har, siger hun.
– I ni ud af ti tilfælde forlænger vi lærlingen.
Det er ligesom på arbejdsmarkedet
Hos Magnus Thomsens Eftlg. vil de fortsætte med at bruge de korte kontrakter. Ved en trepartsaftale i 2020 blev det besluttet, at en virksomhed højest må indgå én kort aftale med deres lærlinge.
Herefter skal virksomheden tilbyde en aftale, der dækker resten af uddannelsesforløbet, hvis de gerne vil beholde lærlingen.
Stod det til tømrermester Søren Lund Thomsen, så han hellere, at virksomhederne måtte lave to korttidskontrakter med deres lærlinge.
– Det er jo ikke meget anderledes, end når de er udlært – der kan de også blive opsagt med få dages varsel, siger han.
Men er det ikke et unødvendigt pres at sætte på en person under uddannelse?
– Jo, det ville nogle nok mene, det var. Men vi stiller ikke de store krav, og det forventes ikke, at lærlingene skal præstere helt vildt, siger han.

