Brandekspert, der undersøgte brandsted efter dødsulykke i silo, har en anden vurdering af brandårsagen end Arbejdstilsynet, der frikender arbejdsgiveren for ansvar.

En af landets mest erfarne eksperter i brandårsager, sår nu tvivl om Arbejdstilsynets vurdering af dødsbranden på Grenaa Havn i juli sidste år.
Her omkom 51-årige Kim Banke, da der udbrød en eksplosionsagtig brand i den silo, han arbejdede på .
Afdelingsleder Bjarne Olesen fra Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut (DBI) forstår ikke Arbejdstilsynets vurdering af brandårsagen, der blandt andet er lavet på baggrund af politiets kriminaltekniske erklæring.
Arbejdstilsynet vurderer, at branden skyldes, at afskårne metalstykker brændte sig gennem et metaldæksel over dieseltanken på liften, og at det var en tilfældig ulykke, ingen kunne have forudset.
- Det er ikke sandsynligt og er heller ikke den kriminaltekniske konklusion. Den vurderer, at bolten er faldet ned gennem revner, og ikke at den er brændt gennem en metalplade understreger Bjarne Olesen.
Ingen tvivl om brandårsag
Han undersøgte brandårsagen på brandstedet i Grenaa. Blandt andet sammen med politiets Kriminaltekniske Center (KTC) og en anden af landets mest erfarne på området Erik Jensen, KTC, der ikke må udtale sig i sagen.
- Efter min mening er der ingen tvivl om brandårsagen. Der er brede åbninger på 10-15 centimeter over liftens motorrum, der er åbne hele tiden, og der er faldet en rødglødende bolt ned gennem åbningerne, forklarer Bjarne Olesen.
DBI, der er en uafhængig virksomhed, og KTC er fælles om den vurdering, der fremgår af politiets kriminaltekniske erklæring i sagen.
Arbejdsgiverens ansvar
Bjarne Olesen oplyser, at der er sket en stor kortslutning i liftens motorrum med kortslutningsskader i området, hvor de fandt rester fra metal og bolten, som var skåret af med skærebrænder. Det har smeltet gummiet af ledningerne.
- Det er her branden opstod, og i det område er der hydraulikslanger med hydraulikolie, som er blevet antændt. Det brænder godt, ligesom dieselolien i liften, påpeger Bjarne Olesen.
3F's advokat Henrik Juel Halberg, Advokatfirmaet Bjørst, kalder Arbejdstilsynets indsats dybt kritisabel.
- Dødsulykken skete, fordi arbejdsgiveren havde tilrettelagt arbejdet mangelfuldt. Arbejdsgiveren skulle helt klart have forudset sikkerhedsrisikoen, siger Henrik Juel Halberg.
Arbejdstilsynets direktør Jens Jensen har ingen kommentarer.
Se øjenvidne til branden Kim Bo Bolchvig Pedersens beretning her