Efter alvorlig fejl og genoptagelse af sag om dødsbrand i silo genvurderer Arbejdstilsynet 300 andre sager i den alvorligste ende af skalaen for at tjekke, om tilsynet har begået flere fejl.

Arbejdstilsynet genvurderer nu godt 300 sager fra perioden 2009-2012 for at tjekke, om tilsynet har begået fejl i sagsbehandlingen, så de skal genoptages, og der skal træffes nye afgørelser.
Det gælder sager i den alvorligste ende af skalaen. Gennemgangen er højt prioriteret og forventes færdig i december, oplyser direktør for Arbejdstilsynet Jens Jensen.
Det sker efter, at Arbejdstilsynet har erkendt en alvorlig fejl i sagen om 51-årige Kim Banke fra Søby, der brændte ihjel i en lift i en silo på Grenaa Havn i juli 2011.
Fejl med store konsekvenser
Fagbladet 3F afslørede i en række artikler, at Arbejdstilsynet havde begået fejl, der betød, at Arbejdstilsynet frikendte arbejdsgiveren nedbrydningsfirmaet P. Olesen & Sønner for ansvar for dødsbranden. Den sag er derfor nu genoptaget for at få placeret ansvaret med henblik på en eventuel straffesag mod arbejdsgiveren.
- Jeg er meget ked af sagen fra Grenaa. Vi har lavet en fejl, og det er ikke i orden. Derfor tager vi nu fat med en minutiøs gennemgang af de godt 300 sager. Vi vil til bunds og have vished for, om vi har begået andre fejl eller har vurderet korrekt, siger Jens Jensen.
Han oplyser, at sagerne er valgt ud efter tre kriterier i perioden 2009-2012, og at den treårige periode er valgt ud fra, hvad der er teknisk muligt at fremsøge i Arbejdstilsynets systemer under hensyn til de gældende forældelsesregler for den type sager.
Minutiøs gennemgang
Gennemgangen omfatter sager, der opfylder følgende tre kriterier: Sager, hvor Arbejdstilsynet har været tilkaldt akut af politiet. Sager, hvor der med afsæt i politirapport kan være grundlag for straffesag for overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen. Sager, der er henlagt uden indstilling til politiet om retslig tiltale.
I disse sager tjekkes der, om afgørelserne er korrekte, eller om Arbejdstilsynet skulle have indstillet sagen til retslig tiltale hos politiet - som det var tilfældet i silosagen fra Grenaa.
Jens Jensen kan endnu ikke sige noget om eventuelle konsekvenser op gennem hele systemet i form af for eksempel nye straffesager ved domstolene.
- Det er alt for tidligt. Vi skal først lave en vurdering af hver enkelt sag og se, om vores afgørelser er korrekte, siger Jens Jensen.