Nedbrydningsfirmaet P. Olesen & Sønner har fået en bøde på 40.000 kroner efter brand i silo på Grenaa Havn, der kostede 51-årig livet. Bøden burde være langt højere, mener 3F.

Nedbrydningsfirmaet P. Olesen & Sønner A/S i Østjylland har fået en bøde på 40.000 kroner for overtrædelse af arbejdsmiljøloven, der kostede 51-årige Kim Banke, Søby, livet i sommeren 2011.
Han brændte ihjel 10 meter oppe i en lift under renovering af en silo på Grenaa Havn, hvor han arbejdede med skærebrænder. Arbejdstilsynet har indstillet bøden på 40.000 kroner til anklagemyndigheden, og den er efter taksten for overtrædelse af arbejdsmiljøloven med skærpende omstændigheder.
- Jeg har ingen kommentarer til bøden, siger Kenneth Olesen, der er entrepriseleder i P. Olesen & Sønner.
Men det har faglig sekretær Peter Dalby Baunsgaard fra 3F Transport Logistik & Byg i Aarhus. Han understreger, at virksomheden på grund af sjusk og ligegyldighed er skyld i, at et menneske mistede livet.
For lille bøde
- Der står en familie tilbage med et kæmpesavn. Med det in mente er det ikke ligefrem noget højt bødekrav. Det burde koste langt mere i bøder at lave så store svigt, som virksomheden har begået her, siger han.
Han peger på, at det dog er glædeligt for enken Kirsten Banke og sønnen Rasmus Banke, at der nu er placeret et ansvar for overtrædelse af arbejdsmiljøloven.
- Og at ulykken ikke bare var tilfældig eller Kim Bankes egen skyld, som den første afgørelse fra myndighederne ellers lagde op til. Det er naturligvis bedre at rette en fejl end stædigt at holde fast i den. Men beskæmmende er det for Arbejdstilsynet, at man kan lave så grove fejl, som man har gjort i denne sag, pointerer han.
Enke får erstatning
Kirsten Banke fik erstatning af firmaet 16 måneder efter ulykken. P. Olesen & Sønner afviste ellers i første omgang at betale erstatning med henvisning til, at Arbejdstilsynet frikendte dem for ansvar.
Men Arbejdstilsynet erkendte siden at have begået alvorlige fejl i sagen, som betød, at der ikke blev placeret et ansvar hos arbejdsgiveren. Nedbrydningsfirmaet har nu anerkendt ansvaret og har sammen med forsikringsselskabet Alm. Brand betalt 664.500 kroner til enken.