Gå til hovedindhold

I filmen "9. april" er Lars Mikkelsen officeren, der kæmper for sit land. Men det er med eftertanke og dialog, vi skal bekæmpe terrorisme, der truer vores demokrati, lyder det fra den nu internationalt berømte skuespiller.

- Hver gang jeg har været uden for Danmark, bliver jeg så pisseglad, når jeg kommer hjem. Alle skulle indimellem rejse ud og se det her samfund udefra, hvor vi har produceret et unikt system, siger Lars Mikkelsen.

Det er ugen efter den lørdag, hvor to uskyldige mænd faldt for en 22-årigs vrede og kugler, fordi... ja, hvorfor egentlig?

Lars Mikkelsen har ikke svaret. Alligevel krydser tankerne hele tiden over til drabene foran den jødiske synagoge og debatarrangementet i Krudttønden. Hvad bør vi som land spørge os selv om nu? Når en ung mand, der er opvokset i Danmark, giver sine frustrationer frit løb og ender som terrorist. Hvad sloges han imod? Eller med?

- Jeg tror, at gerningsmanden havde fundet sin årsag til at gå amok, uanset hvad. Men vi skal have gang i en nuanceret debat om, hvordan vi forhindrer, at den slags sker. Jeg håber, vi kommer til bunds i substansen og bliver i stand til at differentiere. Alle, der kan tænke sig om, skal gøre det nu. Det dummeste, nogen kan gøre nu, er at prædike angst og had. Jeg håber, at vi sammen bruger det, der er styrken i det danske demokrati, nemlig at vi kan tale sammen og finde løsninger, siger Lars Mikkelsen.

I den biografaktuelle "9. april", om den morgen Danmark blev besat, spiller Lars Mikkelsen en mand, der kæmper. Hans rolle er den overordnedes, men filmens hjerte tilhører de danske mænd, eller rettere sagt drenge, der blev beordret til at stå ansigt til ansigt med en fjende, der var dem så langt overlegen, at det er svært at udlægge den danske indsats som andet end spild af unge liv.

Og dog. For der kan godt være en mening med at forsvare sit land, mener Lars Mikkelsen. Han har rollen som oberstløjtnant Hintz, der naturligvis adlyder ordrer, mens tvivlen om fornuften i dem breder sig. Alle undrer sig. Man har en svag bevidsthed om at være ladt i stikken, men følger forretningsgangen i Forsvaret.

I Dronningens klæder

Ville du forsvare dit eget land?

- Ja. Jeg kunne slet ikke forestille mig andet, for jeg elsker mit land. Men naturligvis skulle den rigtige motivation være til stede. Man kunne vel have sparet de her liv, men måske er kalkulen, at man giver de allierede en lille smule, men heller ikke for meget. Og så var der jo også danskere, der ville kæmpe for deres land. Og danskere, der faktisk gerne så Danmark indoptaget i Tyskland.

Har du selv været soldat?

- Ja, i Livgarden. Jeg fik noget disciplin der, jeg ikke havde i forvejen, og det var godt. Men det var jo i fredstid, og jeg havde svært ved at være med på den der leg, hvor der pludselig springer soldater frem foran dig og råber, og så smider man sig i grøften og bliver dyngvåd og forkølet de næste 14 dage. I dag har vi jo indrettet os sådan, at vi fører vores krige uden for landet. Men det gør os jo ikke mindre krigsførende, siger Lars Mikkelsen.

I "9. april" er det drengesoldater på cykler - som i øvrigt ikke var punkterfri dengang - der efter en lang dag på øvelse, lidt efter klokken fire om natten, sendes afsted. Tyske tropper har krydset den danske grænse. Og skal bremses. Det bliver de naturligvis ikke.

- Unge drenge er lige så uskyldige i dag, og man bliver mærket for livet af en krig. Så længe man leger den og øver sig, er man en fandens karl, men man bliver aldrig den samme igen bagefter, siger Lars Mikkelsen.

Danmark set udefra

Hvad er det, du er så glad for ved Danmark, at du gerne vil forsvare det?

- Hver gang jeg har været uden for Danmark, bliver jeg så pisseglad, når jeg kommer hjem. Alle skulle indimellem rejse ud og se det her samfund udefra, hvor vi har produceret et unikt system. Vi taler med hinanden, vi har tillid til hinanden, også dybest set til vores politikere. Vi betaler en masse i skat, og når man fortæller det til folk i udlandet, sidder de og måber og tror ikke, at det kan fungere. Men det gør det. Og mine venner fra udlandet betaler i sidste ende lige så meget som mig. De gør det bare på en anden måde, fordi de selv betaler for skoler og læger og så videre, siger Lars Mikkelsen.

At man ikke skal stikke næbbet for langt frem i den danske andedam er dog også, mener han, et faktum. Som måske i sidste ende hænger sammen med, at vi grundlæggende er så stolte af det system, vi har skabt, at vi bliver urolige, når nogen vader ud over grænserne.

- Janteloven! Vi ønsker, at nogen virkelig skal producere noget, som andre lægger mærke til, og når de så gør det, så skal de ned med nakken. Der er en uklædelig selvtilstrækkelighed i Danmark, men dybest set tror jeg, det er et biprodukt af, at vi er stolte af det danske. Der, hvor det bliver farligt, er, når vi tager tingene for givet og holder op med at engagere os i det politiske system.

Fællesskabet

Hvad skal der til for at bevare og forsvare det Danmark, du holder af?

- At vi holder fast i fælleskabet. At man melder sig ind i et politisk parti og køber en ordentlig avis og læser den grundigt. Det er sgu så let. Mange i Danmark i dag kalder sig liberale. Men de er jo ikke liberale: de er liberalister, der taler imod fælleskabet. På et eller andet tidspunkt lykkedes det nogen at bilde os ind, at ikke fagforeningerne, men banken og din arbejdsgiver er dine bedste venner. Hvis vi kun opfatter os selv som forbrugere, der en gang om året betaler aflad til "Den store Danmarksindsamling" eller bager en kage til forældremødet i børnehaven, er det sgu for småt. Nu svinger jeg lige moralen og etikken, men det farligste ved det her system er, at vi glemmer at diskutere det, vi er fælles om. Jeg tror, vi skal til at genopfinde solidariteten.

Han er med egne ord "mellem partier" i øjeblikket, har meldt sig ud af ét og overvejer, hvem der skal have hans kryds næste gang.

- Men jeg vil til enhver tid give min stemme til en politiker, der stopper op midt i en debat, lytter til modstanderens argumenter og siger, "Hov, vent lige. Det, du siger der, lyder sgu da meget fornuftigt. Det skal jeg lige hjem og checke". Det hører du aldrig, for vi har sammen med medierne skabt et rum, hvor alle siger absolut ingenting. Og politikerne af deres spindoktorer har lært, at de bare skal svare med en remse og ikke svare på de spørgsmål, der bliver stillet, siger Lars Mikkelsen.

Da han i DR's "Forbrydelsen" spillede kommunalpolitikeren Troels Hartmann, gik han "i lære" hos en politiker i Københavns Borgerrepræsentation. Her oplevede han, hvordan en efterhånden mere og mere træt journalist en dag måtte opgive at få svar på, om hans parti ville stemme for en ny overborgmester i København. Da kameraet var slukket, vendte politikeren sig om og talte frit om sine præferencer.

- Det er jo interessant, at man ikke som politiker kan gå ud og sige, hvad ens hensigt er. Eller tale lige ud om tingene.