Dr. Sean Olive fra Infinitys højttalerlaboratorium har et lytterum, hvor mange forskellige mennesker lytter til højtalere.
Alle menneskerne har normal hørelse.
Men før de får lov til at lytte til højttalere, får de lige en lyttetest. Bemærker de, hvis der lidt forvrængning øverst i diskanten? Vil de opdage, hvis der pludselig skrues væsentlig op for en del af mellemtonen?
Folk scorer en karakter på mellem 1 og 20 for deres lytteevner. – Dr. Sean er selv en 14’er. Og her kommer det interessante.
Uanset om folk er gode eller dårlige lyttere, kan de lide de samme højttalere.
De gode lyttere får bare mindre fornøjelse ud af dem.
På Dr. Seans graf nedenfor ser vi en test af fire højtalere udsat for 16 forskellige grupper af lyttere. De dårlige lyttere giver typisk højttalerene en karakter på mellem 3 og 9. De gode giver typisk højttalerne en karakter på mellem 0 og 5.
Så: Gode og dårlige lyttere har samme smag i højtalere. De gode lyttere er bare mindre tilfredse. Resten af livet.
Det kan lære én ikke at spise æbler fra audiokundskabens træ!
Hvem er gode lyttere?
Dr. Sean har haft mange forskellige grupper forbi laboratoriet til lyttetest.De bedste lyttere fandt han blandt højttalerfabrikkens testhold. De var væsentlig mere opmærksomme lyttere end resten af flokken.
Den næstbedste gruppe var hifi-sælgerne og lidt efter dem kom hifi-anmelderne.
De dårligste (og dermed mest højttalertilfredse) lyttere fandt han blandt gymnasieelever.
Lytteevner kan opøves
Man kan blive en bedre lytter og Dr. Sean forærer faktisk noget lytte-software til alle interesserede.Bruger man det én gang, kan man finde ud af, om man er en 5’er eller en 15’er på lytteskalaen. Bruger man det flere gange, vil man lige så stille kunne forbedre sine evner som lytter.
Men eftersom den eneste belønning for at være en bedre lytter er lavere tilfredshed med højttalere, er det nok ikke en fornuftig vej at gå.
De gode blindtests
Der er dog, som sagt, også en positiv lære af Dr. Olives højttalertests.Både gode og dårlige lyttere er enige om, hvad der er gode højttalere. De er snart sagt aldrig uenige. Og de højttalere, de kan lide, har noget klart målbart til fælles: De gengiver lyden præcist og neutralt. De booster ikke bassen eller diskanten. De leverer samvittighedsfuldt over hele spektret uden at farve lyden det store.
Lytterne kan ikke se de højttalere, der spiller, hvilket er et fantastisk gode.
Alle mennesker – købere som ikke-købere – ønsker umiddelbart, at dyre, lækre højttalere med særlig overlegen teknologi lyder godt. Men når højtalerne spiller bag et sort klæde, er der kun ørerne at forlade sig på. Lyder de godt?
Og her er der altså mange mennesker, både dygtige og udygtige lyttere, der siger at et par Infinity Primus 362 til 2.500 kroner lyder bedre end et par Martin Logan Vista til 10.000 kroner.
Kildekritik
Dr. Sean Olive arbejder for Harman International, der blandt andet laver højttalere under navnene Revel, Infinity, JBL og Harman. Kan han ikke bare lave en masse grafer, der viser, at man skal købe Harmans produkter?Jo, og det kunne man meget vel forestille sig, var tilfældet, hvis han var marketingsmedarbejder, spindoktor eller lignende.
Men han skriver og publicerer som en ægte naturvidenskabsmand, arbejder hårdt med lyttetræningssoftware og har en tør humor. Noget der alt sammen taler imod, at han skulle være fupmager.
Hans intelligente insisteren på blindtest og den videnskabelige metode peger også mere i retning af en retskaffen ingeniør end en sandhedsbøjende marketingsmand.
Leder man nettet rundt, finder man heller ikke hadesider. De mennesker, der mister penge på Seans forskning, ser ikke ud til at have lyst til at imødegå Seans resultater eller i det hele taget sætte spørgsmålstegn ved lydlaboratoriets metoder.
Links
Sean Olives blog Audio Musings er stopfyldt med lærerige artikler, og han drysser også lidt viden ud under navnet Tonmeister på Audioholics forum.Alle kan lide de samme højttalere. Uanset evner.
Trænede lyttere lytter væsentligt bedre end utrænede lyttere. Og bør derfor teste højttalere.
De gode højttalere deler mange af de samme målbare kvaliteter. Man kan altså måle på de gode højttalere og få ideer til, hvordan man laver endnu bedre højttalere.
Seks små reklamevideoer fra Infinity. Ganske lærerige. Selvom det er reklame. Afsnit 6 viser, hvordan højttalertests foregår.
Gratis lytte-software. Find ud af, hvor god en lytter du er. Men træn dig endelig ikke bedre.
Smagen sidder i prissedlen. Folk der køber dyr vin eller dyre højttalere synes godt om det købte. Men den kloge køber det, der smager eller lyder bedst og koster under det halve.
