Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 90 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 91 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 92 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).

Organisationen HopeNow har tildelt 2014-prisen til 3F for en stærk indsats mod menneskehandel og tvangsarbejde i Danmark.

Danmarks største fagforbund, 3F, har fået en pris for dets kamp mod menneskehandel og tvangsarbejde. Bag prisen står organisationen HopeNow, der arbejder for og med handlede mennesker i Danmark. HopeNow Prisen 2014 blev uddelt 18. oktober på EU's årlige Anti-trafficking Day.

Det var ikke svært at udvælge 3F til årets vinder af prisen, forklarede formanden for HopeNow, Anne Brandt Christensen, ved prisoverrækkelsen i København.

- I starter sager og følger dem hele vejen til dørs. Det er en måde, hvorpå man gør en forskel for de her mennesker. 3F får prisen for deres store indsats og dedikerede engagement i afdækning og bekæmpelse af menneskehandel og tvangsarbejde i Danmark, sagde Anne Brandt Christensen og oplyste, at HopeNow løbende følger med i Fagbladet 3F's artikler på websiden 'Den Beskidte Rengøring'.

HopeNow havde i dagens anledning klisteret flere af artiklerne fra 'Den Beskidte Rengøring' op på en væg på den gamle brandstation i København, som dannede ramme om lørdagens arrangement.

Læs også: Politiet: Derfor bliver rengøringsarbejdere udnyttet

3.000 kroner i månedslån og indkvarteret i garage

Fagbladet 3F har gennem de seneste knap tre år afdækket flere sager, hvor mennesker er blevet udnyttet i Danmark under forhold, som politiets anklagemyndighed eller Center mod Menneskehandel vurderer som menneskehandel til tvangsarbejde.

Det drejer sig blandt andet om den såkaldte 'Garagesag', hvor to danske rengøringsbosser i marts 2014 blev idømt henholdsvis to et halvt og to års fængsel for udnyttelse af ni rumænere, som cheferne havde indkvarteret i deres garage uden toilet og indlagt vand. De rumænske rengøringsfolk tjente omkring 3.000 kroner om måneden i løn for mere end fuldtidsarbejde på fortrinsvis folkeskoler og i børnehaver i Egedal Kommune. Politiet mener, at rumænerne har udført arbejdet inden for perioden foråret 2007 til 10. juni 2013.

Begge rengøringsbosser fik en dom for åger, men samtidig blev de frifundet for hovedanklagen om menneskehandel til tvangsarbejde. Efter frifindelsen for menneskehandel rejste 3F kravet om, at lovens paragraf om menneskehandel må laves om, fordi den er for svær at bruge.

Læs også: Hårde domme for tvangsarbejde i Norden

3F: Vi kan og skal gøre noget ved problemet

Næstformand hos 3F Jane Korczak modtog på vegne af 3F HopeNow Prisen 2014. Hun var meget glad for, at organisationen mener, at 3F gør en forskel for mennesker, der måske ikke selv har en stærk stemme i samfundsdebatten.

I sin takketale sagde 3F's næstformand, at det mørke arbejdsmarked kun eksisterer, fordi der er arbejdsgivere, som i jagten på at tjene flere penge holder hånden over decideret menneskehandel.

- Vi må aldrig tro, at menneskehandel til tvangsarbejde er en undtagelse eller sjælden hændelse i Danmark. Det er et reelt og skræmmende problem, som vi kan og skal gøre noget ved, sagde Jane Korczak og bemærkede, at 3F's indsats faktisk begyndte i 2006 med kampagnen Stop Kvindehandel, som over 100.000 mennesker skrev under på.

HopeNow brugte også lørdagens arrangement til at indlede den europæiske kampagne 'Used in Europe' på dansk grund. Kampagnen skal skabe fokus på udnyttelse af handlede mennesker i forskellige former for tvangsarbejde i Europa. 28 NGO'er over hele Europa er med i kampagnen.