Flere af de rumænere, som har boet i den villa i Låsby, som Politi, SKAT og Arbejdstilsynet ryddede torsdag, har levet af kasseret mad fra supermarkedernes affaldscontainere.
– Vi blev nødt til at spise mad fra skraldespande. Han tog os med hen til skraldespandende, og her lærte han os, hvordan vi skulle finde mad. Vi havde ingen penge og med kun 500 euro om måneden, så kan du ikke leve i Danmark, siger den 26-årige kvinde Susanica Grancea.
Fagbladet 3F har i alt interviewet 10 rumænere, som tidligere har været indkvarteret i samme villa i Låsby, hvorfra de er blevet kørt rundt til forskellige offentlige institutioner og private virksomheder for at gøre rent i 11-13 timer om dagen for underleverandøren Olivias Rengøring til selskabet KN Rengøring. De rumænske arbejdere var inden afrejsen fra Rumænien blevet lovet kost og logi og en månedsløn på 500 euro/3.700 kroner.
Kasseret mad fra supermarkeder
I begyndelsen vidste rumænerne ikke, at den mad, arbejdsgiveren bragte hjem til huset, var kasseret mad fra supermarkeder. Det opdagede de, fordi de kunne se, at holdbarhedsdatoen var overskredet med en måned.
Den tidligere rengøringsmedarbejder Lucian Cercea fortæller, at han i begyndelsen blev betalt 350 euro kontant og fik "gratis" mad af chefen. Da han konfronterede arbejdsgiveren med, at det var gammel mad, blev han sat op i løn til 500 euro/3.700 kroner om måneden, men han skulle derefter selv finde sin mad, fortæller han.
– Jeg blev jo nødt til at spise mad fra skraldespanden, fortæller 41-årige Lucian Cercea.
Arbejdsgiver: "Jeg er ikke deres far"
Den tilsynsførende Djura Dumitrasko er ansat i sin samlevers selskab, Olivias Rengøring. Han afviser, at han har givet sine ansatte mad fra skraldespande. Ifølge ham var lønnen på 700 euro/5.250 kroner om måneden.
– Det er ikke min sag, at de roder i skraldespande. Skal jeg stoppe dem? Jeg er ikke deres far. Jeg er deres arbejdsgiver, siger han til Fagbladet 3F.

