Asger WesthTEMA
Livsfarlig asbest
Fra Dorte Schütt fik konstateret lungehindekræft, til hun fik en arbejdsskadeerstatning, gik der kun få uger. Pengene kan dog ikke måle sig med hendes frustrationer over overhovedet at være blevet syg.
Dorte har haft kræften og døden inde på livet før. En af hendes gode naboer har lungekræft og kan ikke tåle mere kemo. Hendes storesøster i Aalborg er uhelbredelig syg af lungekræft, hendes mand Erling har haft kræft i tyktarmen, og Dorte har løbende kontakt med en kvinde med lungekræft, som hun har været indlagt med.
Hjemme i stuen i rækkehuset i Ganløse hænger et stort, indrammet billede af Dorte og Erlings søn Dennis. Han blev dræbt på deres bryllupsdag 24. maj 2002 af en spritbilist. Kort før han fyldte 25 år. Siden har Dorte og Erling hverken fejret bryllupsdag eller jul.
- Det var altid Dennis, der var klædt ud som julemand, siger hun.
Dorte fortæller, at hun var gået til ro i campingvognen i Dronningmølle efter at have set Melodi Grand Prix i fjernsynet, da hun blev banket op af politiet.
- Siden den dag har det været forbudt at banke på døren til min campingvogn, siger hun.
Ingen fortalte, at asbest var farlig
Den nat sad hun i timevis ved sin afdøde søns side på sygehuset i Frederikssund og kæmpede med sorgen og et voldsomt migræneanfald.
- Jeg har aldrig haft migræne siden. Jeg er sikker på, at Dennis tog min migræne med sig. Det må jeg takke ham for, når vi ses, siger hun.
Fra Dorte fik konstateret lungehindekræft, til hun fik en arbejdsskadeerstatning, gik der kun få uger. Pengene kan dog ikke måle sig med hendes frustrationer over overhovedet at være blevet syg.
- Jeg har det, som da jeg mistede min søn. Først blev jeg ked af det. Så blev jeg vred. Der var aldrig nogen, som sagde, at asbest var farlig, da jeg var på eternitfabrikken. Og jeg sad jo bare på et kontor, siger Dorte.
Vil ikke leve i usikkerhed
Hun har pakket en kuffert, da hun mandag 16. marts bliver kørt til Rigshospitalet for at få svar på sine blodprøver og den seneste scanning. Så er hun parat til at blive indlagt, hvis der pludselig er en operationstid.
Blodprøverne er fine, og scanningen viser, at de tre kemo-behandlinger har virket. Kræftcellerne er væk. Det er gode nyheder, men Dorte vil stadig gerne opereres.
- Det er min krop, og jeg vil hellere have fjernet lungehinden end leve i usikkerhed og rende til scanning hver anden måned og få kemo og strålebehandling, hvis kræften kommer igen, siger hun.
- En operation vil være et stort indgreb, men det må jeg tage, som det kommer, hvis det på sigt giver mig et bedre liv. Så kan det godt være, at jeg må købe en badedragt i stedet for en bikini til ferien næste år for ikke at få sol på arret. Men hvis bare, de fjerner skidtet, skal jeg nok klare genoptræningen og resten selv, siger Dorte.
