Hver dag skyller Dorte det store sår på ribbenene under hendes højre arm med masser af vand.

- Jeg ligner en, der har været med i horrorfilmen "Motorsavsmassakren", siger hun sarkastisk.

Når såret er skyllet og tørret, trækker hun i et hvidt korset. Det skal hun gå med døgnet rundt i fire-seks uger.

Da Dorte 28. april kom på operationsbordet på Lungekirurgisk sektion under Hjertecentret på Rigshospitalet, som er Skandinavisk Center for behandling af lungehindekræft, skar kirurgerne et ribben over for at kunne komme ind og fjerne Dortes højre og syge lungehinde. Korsettet skal derfor støtte og aflaste Dortes krop.

- Det er ikke rart at have på, men nu er lungehinden med asbest væk, siger hun.

Psykisk pres

Med operationen fik Dorte endelig sit ønske opfyldt. Men der har været mange op-, ned- og tudeture undervejs.

Selvom Dorte som gammel frisørelev fandt saksen frem og med sikker hånd klippede børnebørnene, da hele familien var samlet i påsken, har hun levet med kræften og i konstant usikkerhed i over fem måneder. Først da hun 14. april fik besked om, at hun ville blive opereret, kunne hun for en kort bemærkning slappe af og dele en enkelt øl med sin mand Erling.

- Jeg har ikke hele tiden været så stærk, som jeg har givet udtryk for. Det har været meget hårdt psykisk, siger Dorte.

Lungen klistrer sig fast igen

Hun har gennem hele sygdomsforløbet insisteret på, at hun ville vide alt, hvad der foregik. Det gjaldt også operationen.

- Kirurgen har været fantastisk rar og forklaret mig, at lungehinden ved en operation bliver skrællet som en appelsin. Nogle appelsiner er nemme at skrælle, og nogle er svære - blandt andet dem med en tynd skræl. De går nemt i stykker, og det hvide frugtkød er svært at skrabe af. Min lunge havde en tynd hinde, men operationen gik godt og lettere end forventet, fortæller Dorte.

- En lunge uden en hinde vil opføre sig som en hudafskrabning på knæet, hvor ens bukser klistrer fast til såret. På samme måde klistrer lungen sig fast på brystbenet, når hinden er fjernet. Elefanter har ingen lungehinde, og jeg kan sagtens leve, som jeg plejer uden problemer, siger hun.

På højkant igen efter koma

Efter operationen lå Dorte til opvågning i et døgn, men hun var hurtigt på benene igen, og det var nær gået galt.

- Jeg var ude at gå, da jeg fik det mærkeligt. Jeg nåede lige at kravle op i hospitalssengen. Så kan jeg ikke huske mere, siger Dorte, der gik i koma på grund af for meget smertestillende medicin.

Hun får stadig morfin, men hun blev udskrevet efter blot otte dage og har allerede været ude at gå ture og besøge sønnen Dennis' gravsted hjemme i Ganløse.

1. juni skal Dorte til samtale på Rigshospitalet og have svar på prøverne af den højre lungehinde. Hun skal løbende gå til kontrol, og forude venter også et genoptrænings-forløb i Egedal Kommune. Det er endnu for tidligt at sige, om hun er kureret for lungehindekræft, men det ser lysere ud end før operationen.

- Indtil videre har jeg stadig tommelfingeren opad, siger Dorte.