Asger WesthTEMA
Livsfarlig asbest
Birgit Elgaards far led en lang og smertefuld død efter at have arbejdet på eternitfabrikken i Aalborg. Med økonomisk støtte fra 3F vil hun lave et mindesmærke for asbestofrene på den tidligere fabriksgrund i den nordjyske by.
Engang førte det lyseblå gelænder inde i den hvide portnerbygning på eternitgrunden i Aalborg ned til en kælder. I dag er halvdelen af gelænderet støbt fast i den beton, som nogle har fyldt trappen og kælderen op med i den ellers fredede bygning.
Men står det til Birgit Elgaard, skal der hverken lægges låg eller beton på historien. Eternitfabrikken er på godt og ondt en del af Aalborgs industrihistorie. Det var en god arbejdsplads for mange, men også en skamplet i forhold til, at fabrikkens tidligere ejer aldrig er kommet med en officiel undskyldning eller en økonomisk bod til de mange mennesker, der som Birgit Elgaards far er døde eller blevet syge af at arbejde der.
- Det, som skete på eternitfabrikken, er en grim historie. Man vidste, at asbesten var farlig for arbejderne, men man gjorde ingenting. Det må ikke ske igen, siger Birgit Elgaard.
Mindesmærke for ofrene
Hun arbejder for, at der bliver sat en mindeplade op for de afdøde arbejdere og asbestofre. Og indrettet et lille museum med billeder og plancher fra fabrikkens historie i en af de grå betonsiloer, der stadig står tilbage.
- Det vil være med til at samle byen, fagbevægelsen og erhvervslivet. Give de pårørende fred og vise ofrene den ære, som de aldrig fik. De fleste blev behandlet meget dårligt af systemet. Og som min far stillet til ansvar for deres egen sygdom, siger Birgit Elgaard.
Hun mindes stadig, hvordan hendes far kom hjem fra fabrikken. Helt hvid af asbeststøv eller med sit beskidte arbejdstøj i tasken. Og hvordan hendes mor, der havde astma, rystede og vaskede tøjet i en gruekedel i hjemmet tæt på eternitgrunden.
- Jeg var med min far inde på fabrikken nogle gange som barn. Der lå eternitplader på bordene, og der var fyldt med fodaftryk i støvet på gulvet, husker Birgit Elgaard.
Led i mange år
Hendes far blev kaldt "Skyggen" på fabrikken, fordi han var høj og tynd. Han blev syg, da han var 58 år. I de sidste 14 år af sit liv kom han stort set aldrig uden for sit hjem og måtte bæres op og ned ad trapperne, når han ikke sad med et iltapparat for munden.
- Det var uværdigt, men han beklagede sig aldrig, siger Birgit Elgaard.
Aage Elgaard Pedersen fik først en diagnose efter sin død. En obduktion viste, at han led af asbestose og lungehindekræft. Arbejdsskade-erstatningen var beskeden. Birgit Elgaards mor fik cirka 50.000 kroner og blev inden sin egen død aldrig undersøgt for, om hun selv led af asbest-relaterede sygdomme.
I dag spekulerer Birgit Elgaard på, om hendes to brødre og hende selv på sigt kan få lungehindekræft.
- Det kan jeg godt være bekymret for. Hvis vi er sluppet for at få asbeststøv ned i lungerne, har vi været usandsynligt heldige. Der er ingen tvivl om, at folk, som boede i området ved fabrikken, må have været udsat for det, siger hun.
