Taxichauffør kører galt under voldsomt overfald

Taxi-chaufførers værste mareridt blev til virkelighed i Aalborg, hvor ung, påvirket mand overfaldt chaufføren og rykkede i rattet, så taxi’en kørte galt.
- En 19-årig passager overfaldt en taxichauffør fra Taxa Aalborg ved at slå chaufføren og gribe fat i rattet.
- Den 19-årige mand kan forvente sigtelser for vold, trusler og ansvar for færdselsuheld.
- Taxachaufføren blev kørt på hospitalet til tjek, men er ikke alvorligt skadet ifølge politiet.
En taxichauffør fra Aalborg Taxa blev mandag eftermiddag overfaldet i sin bil af en 19-årig passager.
Den 19-årige slog chaufføren fem-seks gange på overkrop og i ansigt, før han til sidst greb fat i rattet.
Det resulterede i, at taxi’en kørte galt – ind i nogle affaldscontainere. Straks efter stak den unge, påvirkede overfaldsmand af.
Det skriver Nordjyske.
Han blev kort efter fundet af politiet og anholdt, fortæller vagtchef Ole Buus fra Nordjyllands Politi.
Ole Buus oplyser, at det var i forbindelse med betalingen, at der opstod uoverensstemmelser mellem chaufføren og passageren.
Ifølge vagtchefen kan den 19-årige se frem til sigtelser for både vold, trusler og ansvar for et færdselsuheld.
Taxachaufføren er kørt på hospitalet til tjek, men ifølge vagtchefen er han ikke kommet alvorligt til skade.
Rystet taxi-formand
Gert Mark, formand for Aalborg Taxa, er rystet
– Som chauffør er det noget af det, vi er allermest bange for. Det kunne have gået fuldstændig galt, hvis der havde gået en familie børn eller et ældre menneske, der ikke kunne nå at springe væk, siger Gert Mark.
Gert Mark glæder sig over, at det system i taxa’erne, som skal være med til at beskytte chaufførerne, har vist sig at fungere.
Blot ti minutter efter, at der blev trykket på alarmknappen i den forulykkede taxa, blev den 19-årige mand anholdt ikke langt derfra.
– Politiet var lynhurtige, og det vil jeg gerne rose dem for. Det er virkelig hurtig udrykning og flot arbejde, siger taxaformanden.
