“Tænk på, hvor stort mørketallet må være”: To mænd dømt for hvidvask af millioner i byggebranchen

Formand for 3F Byggegruppen er træt af, at der igen dukker en sag op om økonomisk kriminalitet i byggebranchen og kalder på politisk handling. Sagen bliver anset som principiel.
- To mænd er dømt for hvidvask og momssvig i Retten i Glostrup.
- De er blevet dømt for at drive et byggefirma i Herlev og købte 20 falske fakturaer for at skjule sort arbejde.
- Svindlen beløb sig ifølge dommen til tre millioner kroner, og de blev også dømt for momssvig for 585.000 kroner.
- De to mænd fik et år og tre måneders fængsel og en bøde på 585.000 kroner.
- Formand for 3F's byggegruppe, Claus von Elling, kalder på politisk handling efter endnu en sag om økonomisk kriminalitet i byggebranchen.
To mænd er torsdag eftermiddag ved Retten i Glostrup blevet dømt for hvidvask og momsvindel.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Retten i Glostrup.
De to havde drevet et murerfirma i Herlev og var tiltalt for hvidvask, fordi de havde købt 20 falske fakturaer fra det, man kalder fakturafabrikker, for at sløre sort arbejde.
Svindlen beløb sig ifølge dommen på i alt tre millioner kroner. Derudover er de dømt for momssvig for 585.000 kroner.
Retten i Glostrup har afgjort, at sagen skal koste de to mænd et år og tre måneders betinget fængsel samt en tillægsbøde på 585.000 kroner.
– Jeg er tilfreds med dommen. Det er første gang, at vi har ført en straffesag om selvhvidvask mod personerne bag et af de selskaber, der køber de fiktive fakturaer, som fakturafabrikkerne udsteder, udtaler Stig Paulsen, specialanklager hos National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, i en pressemeddelelse.
– I denne sag var der tale om selvhvidvask, fordi det var de dømtes egne kriminelle midler, de hvidvaskede.
De to mænd har sagen igennem nægtet sig skyldige og påstået, at fakturaerne var reelle. Det er uvist, om de har tænkt sig at anke dommen.
Byggeformand: Penge, der tages fra velfærd
Formand for Byggegruppen i 3F, Claus von Elling, er rystet over, at det ikke ser ud, som om der bliver gjort nok ved problemet, selvom der gang på gang dukker sager op om økonomisk kriminalitet i byggebranchen.
– Det vrimler frem med sager om hvidvask i byggebranchen. Alt det har vi længe påpeget, og det er derfor, vi gang på gang råber op om politisk handling, siger byggeformanden.
For nylig var det den krakkede nedrivningsvirksomhed Bergmann Group, der i mediet Licitationen blev kædet sammen med køb af falske fakturaer fra kendte svindlere – blandt andet fra TV 2-dokumentaren “Den sorte svane.”
3F har længe kæmpet for mere kontrol i byggebranchen.
De to dømte var tiltalt for at købe fiktive fakturaer fra tre kendte fakturafabrikker. Ifølge Ritzau er fakturafabrikkerne i en særskilt sag tidligere blevet dømt for at have svindlet for 350 millioner kroner.
– Det her er jo hundredvis af millioner kroner. Tænk på, hvor stort mørketallet må være, siger Claus von Elling.
– Det er penge, der går fra at investere i vores arbejdsmiljø, så vi kan holde til et hårdt og nedslidende arbejde. Og penge, der ikke kan investeres i vores velfærd, siger han.
Selvhvidvask
Sagen mod de to mænd er en del af et større sagskompleks kaldet Outpay, hvor de tre førnævnte fakturafabrikker er omdrejningspunktet.
Fakturafabrikkerne var selskaberne CCS Group, Uniqueva og RR Staffers.
Det er tidligere kommet frem, at 600 virksomheder fra forskellige brancher har været kunder hos selskaberne.
Heriblandt altså de to nu dømte.
Deres sag bliver anset som principiel, fordi det omhandler såkaldt selvhvidvask og momssvig.
Selvhvidvask dækker over, at man vasker sine egne sorte penge hvide.
