En gartner løfter en trillebør muld og bider straks tænderne sammen i jagende smerte.
Løftet giver en diskusprolaps i ryggen. Et klassisk eksempel på en arbejdsulykke.
Hvert år melder omkring 20.000 danskere en arbejdsulykke til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES). I 2013 fik 76 procent anerkendt deres ulykke, men det tal er styrtdykket lige siden.
I 2016 fik kun halvdelen anerkendt deres ulykke, hvilket betød, at 9.211 danskere fandt en afvisning af deres arbejdsulykke i deres e-Boks.
Gartneren med diskusprolaps har altså statistisk set lige så stor chance for at få anerkendt sin arbejdsulykke som at slå krone, hvis han flipper en mønt i frokostpausen.
Ankestyrelsens strammepraksis
En hurtig tur på gangene i de største LO-forbund giver et klart billede af en synder: Ankestyrelsen.
Fagbladet 3F har talt med jurister og socialrådgivere i flere LO-forbund, der alle mener, det drastiske fald i anerkendelser peger direkte på Ankestyrelsens fortolkning af højesteretsdommen fra 2013. Advokat i FOA Heidi Bloch forklarer:
– Ankestyrelsen skamrider efter min vurdering dommen og driver den langt længere, end der er belæg for. Det er helt urimeligt svært at få anerkendt en arbejdsulykke, siger hun og får opbakning fra Christian Bentz fra Dansk Metal, der mener, at Ankestyrelsen “går alt for vidt”.
Store personlige konsekvenser
I 3F er arbejdsmiljøpolitisk chef, Ulla Sørensen, vred over behandlingen af borgerne:
– Bag hver eneste arbejdsulykke er en skadet person, der har brug for den støtte og hjælp, der burde være i arbejdsskadesystemet, siger hun.
Flere af de jurister, som Fagbladet 3F har talt med, fortæller, hvordan det har store økonomiske og personlige konsekvenser for de mange skadede, der ikke får anerkendt deres arbejdsulykke. For eksempel når udgifter til fysioterapi og psykologhjælp skal betales af en skadet på sygedagpenge.
– Vi oplever, at de skadede har svært ved at opretholde hverdagen for familien, når økonomien begynder at halte, siger FOA’s advokat Heidi Bloch, som er forarget over, hvor mange skadede der må leve med konsekvenserne.
– Det påvirker de skadede, der får en afvisning. De kan gå og tænke, at ulykken ikke var alvorlig nok, at systemet ikke tror på dem, og at de måske også bare piver lidt. Det er en ond spiral, siger hun.
Ankestyrelsen nægter efter flere henvendelser fra Fagbladet 3F at forholde sig til kritikken af deres rolle i faldet af anerkendte arbejdsulykker.
