Selvom Lizette Risgaard ifølge en advokatundersøgelse udviste upassende adfærd over for flere unge mænd, så er der stadig støtte i baglandet til den tidligere FH-formand.
I advokatundersøgelsen, som FH fremlagde torsdag, var konklusionen, at Lizette Risgaard havde opført sig upassende ved at berøre flere unge mænd på en grænseoverskridende måde.
Men rapporten får ikke Allan Busk, der er formand for 3F Aalborg, til at have mindre sympati for den tidligere FH-formand.
– Jeg kender Lizette, og jeg tror stadig ikke på, at det har været med et seksuelt motiv, siger han til DR.
Allan Busk har som andre hørt konklusionerne fra advokatundersøgelsen og vil ikke afvise, at Lizette Risgaard kunne have fortsat på posten som formand for FH.
– Lige nu kan jeg godt spekulere på, om det var det rigtige at træde tilbage, siger han.
LÆS OGSÅ: Undersøgelse afslører: Beviser for upassende adfærd fra Lizette Risgaard
Også Mette Frets Nielsen, der er forbundssekretær for Fængselsforbundet, mener, at FH’s ledelse skulle have ventet med at tage stilling til Lizette Risgaards fortsatte ansættelse til nu, hvor advokatundersøgelsen er gennemført.
– Jeg synes, man skulle have ventet på en advokatundersøgelse, inden nogen sagde, de ikke havde tillid til hende, og andre bakkede hende op, siger hun til DR.
3F’ere: Smidt uanstændigt på porten
Det er ikke kun blandt de faglige ledere, at der er støtte til Lizette Risgaard.
Også blandt de debatterende på Fagbladet 3F’s facebookside har flere stor sympati for den tidligere formand for FH.
– Dygtig kvinde. Kærlig, hjælpsom og dygtig til sit job, skriver Birthe Merete Smedegaard Knudsen.
LÆS OGSÅ: Lizette Risgaard til modangreb: – Jeg har ikke gramset på nogen
– Stor støtte fra mig også. En dygtig kvinde, som kan bruges i nyt job. Som bare er venlig over for unge mennesker. Ønsker og håber at hun får tilbudt et topjob, skriver Ruth Wulffeld.
– En god formand blev smidt på porten på en uanstændig måde, skriver Tove Pabst Christensen.

