Mere end to og et halvt år efter en landbrugsmedhjælpers dødsulykke på jobbet, har myndighederne endnu ikke afgjort, om der skal rejses en straffesag imod hans chef.
I december 2018 meddelte daværende beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) ellers til Folketingets beskæftigelsesudvalg, at Arbejdstilsynet havde foretaget en “opstramning” med fokus på hurtigere sagsbehandling i straffesager. Især når en overtrædelse af arbejdsmiljøloven havde medført en dødsulykke.
Men sagen om den ukrainske landbrugsmedhjælper Mykola Makarenko – der omkom 12. oktober 2017 i en kornsilo på Sjælland – er fortsat helt uafklaret.
Nuværende beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) oplyser til Fagbladet 3F, at sagen lige nu afventer, om der på ny skal rejses tiltale.
– Det er en meget ulykkelig sag, der viser, hvor galt det kan gå, hvis der ikke er styr på arbejdsmiljøet. Ulykken understreger, hvorfor det er afgørende, at arbejdsgiverne sørger for, at sikkerheden er i orden, og at vi har et arbejdstilsyn, der hårdt og effektivt slår ned på alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljøet, siger ministeren i en skriftlig kommentar.
– Uden at kunne gå ind i denne meget tragiske sag, synes jeg, at der er gået lang tid. Generelt mener jeg, at det er vigtigt, at sagerne bliver hurtigt behandlet. Ikke mindst når det handler om dødsulykker. Derfor er det godt, at Arbejdstilsynet sidste år iværksatte en række initiativer, herunder øget prioritering af strafferetlig vurdering i dødsulykkesager og lettere kontakt til politiet for at nedbringe sagsbehandlingstiden, skriver Peter Hummelgaard.
Kvalt i korn
Mykola Makarenko døde på en gård ved Tølløse på Nordvestsjælland i forbindelse med, at han fjernede spirende korn i en kornsilo. Den 34-årige ukrainer befandt sig oven på korndyngen, da han pludselig forsvandt ned i et hul i kornet og blev levende begravet i den halvfyldte kornsilo med havre.
Dermed mistede Ekaterina Makarenko sin mand, mens deres dengang 3-årige søn og hans 8-årige datter mistede deres far, som var familiens eneste forsørger. Enken forstår ikke, at sagen endnu ikke er afsluttet.
– Jeg er meget ked af det. Det er meget vigtigt for mig, at sagen bliver behandlet. Min elskede mand, mit barns far, døde. Jeg ønsker, at de skyldige bliver straffet i henhold til loven, siger hun til Fagbladet 3F.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Arbejdstilsynet: Overtrædelse af arbejdsmiljøloven
Mykola Makarenko arbejdede for den sjællandske storproducent af svin Peter Kjær Knudsen, der er forhenværende næstformand for foreningen Bæredygtigt Landbrug.
Landmanden havde ikke udleveret en livline til ukraineren i forbindelse med arbejdet oven på kornet i siloen.
På siden af siloen var der advarselstavler, der viste, at der kunne være luftlommer i kornet, og at man derfor ikke måtte gå derind. Men Arbejdstilsynet konstaterede under et tilsynsbesøg på virksomheden få timer efter ulykken, at en række advarselstavler på bagsiden af siloen var “umulige at se”.
I november 2017 skrev Peter Kjær Knudsen til Arbejdstilsynet, at det var ham, der var “arbejdsgiver” for den afdøde ukrainer. Landmanden gjorde samtidig opmærksom på, at han havde indlejet Mykola Makarenko som vikar fra et vikarbureau ved navn Europower.
Men Arbejdstilsynet indstillede i maj 2018 til politiet, at tiltalen for overtrædelse af arbejdsmiljøloven skulle rejses imod landmandens søn og forretningspartner, Knud Kjær Knudsen, der også stod oppe på kornet i siloen, da ulykken skete.
28. januar 2019 frifandt Retten i Holbæk dog landmand Knud Kjær Knudsen, som dermed slap for en bøde på 80.000 kroner. En frifindelse, som både enkens bistandsadvokat og sagens anklager hos Midt- og Vestsjællands Politi var enige i.
Læs også: Hvem var chefen?
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Anklager: Vis prioritet
Efter dommen har Midt- og Vestsjællands Politi efterforsket dødsulykken – og blandt andet for første gang henvendt sig til enken til den afdøde landbrugsmedhjælper.
17. februar 2020 sendte politikredsen sagen til vurdering hos Arbejdstilsynet, oplyser senioranklager hos Midt- og Vestsjællands Politi Jens Berger.
I september 2019 oplyste Arbejdstilsynet til Fagbladet 3F, at tilsynet afventede resultaterne af politiets efterforskning, inden det ville kommentere sagen. Men efter efterforskningen vil Arbejdstilsynet fortsat ikke kommentere sagen. Eller svare på, om Arbejdstilsynet mener, at tilsynet og politiet har gjort det godt i sagen. I en mail skriver Arbejdstilsynet blot:
– Arbejdstilsynet har 20. marts 2020 besvaret politiets spørgsmål.
Senioranklager Jens Berger skriver i en e-mail til Fagbladet 3F, at han har arbejdet hjemme siden 12. marts 2020, og at han ikke har kendskab til, hvilke sager der er kommet ind til politiet. Anklageren oplyser, at han først møder på arbejde 11. maj, og at han ikke kan gøre noget inden da.
Han svarer heller ikke på spørgsmålet om, hvorvidt han mener, at politiet og Arbejdstilsynet i den konkrete sag har levet op til den lovede stramning i behandlingen af straffesager.
I september 2019 forklarede Jens Berger, at politiet så på sagen med yderste alvor, at den ville blive undersøgt til bunds, og at sagen havde en “vis prioritet”.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Erstatning for ansvar
I begyndelsen af 2020 modtog enke Ekaterina Makarenko og hendes afdøde mands to børn en mererstatning på i alt omkring 665.000 kroner. Erstatningen til den ukrainske familie blev betalt af Peter Kjær Knudsens forsikringsselskab, Topdanmark, efter et forlig med enkens bistandsadvokat.
For at få ret til en sådan erstatning efter erstatningsansvarsloven skal arbejdsgiveren have pådraget sig et ansvar i forbindelse med ulykken.
Fagbladet 3F har forsøgt at få landmand Peter Kjær Knudsens kommentarer til myndighedernes sagsbehandlingstid og arbejdsgiverens vurdering af hans eget ansvar i forbindelse med dødsulykken. Men landmanden oplyser, at han ingen kommentarer har.


