Søren fra Novo er overrasket: – Det er et helt abnormt tal

5.000 skal fyres hos Novo Nordisk i Danmark. Selvom det var ventet, at der ville ske noget, kom antallet af fyringer bag på tillidsfolk.
- Tillidsrepræsentant hos Novo Nordisk, Søren Friis, er overrasket over antallet af fyringer i kæmpe sparerunde hos Novo Nordisk.
- Den kommende tid vil han bruge på at kæmpe for at nedbringe antallet og at tage godt hånd om de kolleger, der skal sige farvel.
- En del tyder på, at fyringerne primært bliver blandt support- og stabsfunktioner på hovedkontoret i Bagsværd.
Usikkerheden har ulmet længe, og onsdag morgen kom den nedslående besked så.
Medicinalgiganten Novo Nordisk indleder en kæmpe fyringsrunde, og 5.000 stillinger i Danmark skal skæres fra – mere end hver syvende stilling.
Omfanget af sparerunden kom bag på medarbejderne, fortæller Søren Friis, der er tillidsrepræsentant hos Novo Nordisk, formand for de 2.000 operatører i Kalundborg og næstformand for fællesklubben i Danmark.
– Det er et helt abnormt tal, og jeg tror ikke, det er set større før i Danmarkshistorien, siger Søren Friis.
– Vi troede nok, det var noget lavere, siger han.
Sorte skyer og travlhed
Dagen har været lang og travl som få for Søren Friis, hvor han har haft dialog med ledelsen og ikke mindst talt med adskillige medier.
Fagbladet 3F fanger Søren Friis til en kort snak onsdag eftermiddag, før han må videre.
Det vigtigste bliver at sørge for, at dem, der forlader os, gør det på en nogenlunde ordentlig måde.
Søren Friis
Den vigtigste opgave har dog været at tage sig af kollegaerne på en dag, hvor stemningen har været trykket.
– Dagen har været hård. Der har været sorte skyer, travlhed og bekymrede folk, siger Søren Friis.
Siden udmeldingen fra ledelsen onsdag morgen har spekulationerne lydt om, hvordan fyringerne rammer. At dømme ud fra udmeldingen fra topchef Mike Doustdar bliver det dog primært blandt support og stabsfunktioner i hovedkvarteret i Bagsværd, at Novo-ansatte står til at miste jobbet – og kun i mindre omfang blandt operatørerne.
Den del kan Søren Friis dog ikke sige noget om, og det har han heller ikke kunnet, når kollegerne har spurgt.
– Det er ikke særlig sjovt. Men jeg skal ikke pive. Jeg er valgt som tillidsmand og formand for en masse operatører, siger han.
Bekymret sig længe
Selvom antallet af fyringer kom bag på Novo-medarbejderne, vidste de godt, at noget var på vej.
Udmeldinger fra både den tidligere og den nuværende topledelse pegede den vej, og i pressen er der flittigt blevet spekuleret i, hvornår en fyringsrunde ville blive meldt ud – og hvor stor den ville være.
Det har også påvirket kollegerne, fortæller Søren Friis.
– Der har været små snakke. Det kan man ikke stoppe, sådan er det. Men folk har passet deres arbejde. Det er også vigtigt, for vi laver noget vigtig medicin ude i verden, siger Søren Friis.
I den kommende tid vil han og tillidsværket kæmpe for at nedbringe antallet af fyringer.
– Det skal vi gøre. Men om det lykkes, det ved jeg ikke, siger han.
Og så handler det om at tage godt hånd om dem, de uundgåeligt kommer til at skulle sige farvel til.
– Det vigtigste bliver at sørge for, at dem, der forlader os, gør det på en nogenlunde ordentlig måde. Så bliver det efterfølgende at få humøret op hos alle dem, der bliver tilbage. Men det må vi tage os af senere, det vigtigste er dem, der bliver ramt nu, siger Søren Friis.
