Den sygemeldte 48-årige Anita Bang Degn er blevet tilkendt et flexjob. I julen 2016 delte hun et billede af nybagte julekager og hjemmelavede chokolader på Facebook. Men det var ikke kun hendes venner, som kunne se opslaget. Kommunen kiggede også med. Det fik Aalborg Kommune til at kræve, at hun tog flere timer i det køkken, hvor hun var i praktik som medhjælper. Men nu har kommunen skiftet mening.
– Jeg er meget lettet over, at jeg nu ved, hvor jeg står. Nu ved jeg, hvad der sker i morgen, siger Anita Bang Degn, der nu håber at finde et flexjob i et køkken eller i restaurationsbranchen.
Den 48-årige 3F’er har været sygemeldt i fire år med rygproblemer. Hun var i gang med et ressourceforløb med jobafklaring, da hun fik besked om at optrappe antallet af timer. Rådgiveren fra Aalborg Kommune forlangte, at Anita Bang Degn gik fra 12 timer til 16 timers arbejde om ugen.
– Det jeg har lært er, at jeg nok for længe siden skulle have søgt hjælp hos fagforeningen. Det er deres fortjeneste, at det er endt godt, siger hun.
Tak til socialrådgiver
Hos 3F Aalborg, der gik ind i sagen på vegne af Anita Bang Degn, udtrykker formand Allan Busk stor tilfredshed med kommunens afgørelse:
– Det er en stor sejr for Anita og selvfølgelig også for os, lyder det fra formanden.
I kølvandet på sagen kom et andet 3F medlem, Anne Marie Baumwall, i samme klemme, fordi hun spillede billard. Også her måtte kommunen trække i land, og ligesom Anita Bang Degn er det også lykkedes hende at få tildelt et flexjob.
– Vi har hele tiden sagt, at også sygemeldte har rettigheder, og derfor glæder det mig på begges vegne, at de nu kan komme videre med deres liv, siger Allan Busk, som har store roser til sine ansatte i samme forbindelse.
– Uden et stort stykke arbejde fra vores socialrådgiver er jeg bange for, at begge kvinder var blevet trynet, siger Allan Busk.
