Skraldemændene i København er stort set i bund med bunkerne af affald efter en uges overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. Oprydningen har været et stort arbejde, men skraldemændene er blevet godt modtaget af borgere og trafikanter.
– Skraldet når at hobe sig voldsomt op, så det har været en hård uge. Men vi har strejket og piber selvfølgelig ikke over det. Vores frist for oprydning var fredag i sidste uge, og det nåede vi. Der kan dog være nogle enkelte gårde, der mangler, siger Ulrik Blessing, der er talsperson for de københavnske skraldemænd.
Han fortæller, at skraldemændene generelt er blevet mødt af venlige borgere og trafikanter med pæne ord og forståelse.
– Vi har en følelse af, at folk generelt har været mere hensynsfulde i trafikken. Mange har også spurgt ind til strejken, og så har vi forklaret, hvorfor vi nedlagde arbejdet. Jeg har ikke hørt om nogen episoder med vrede borgere, siger Ulrik Blessing.
Skraldemændene gik i arbejde igen 27. marts efter en uges overenskomststridig strejke. Allerede dagen efter blev der efter intens mødeaktivitet indgået en aftale mellem 3F og skraldemændenes kommende arbejdsgiver Amager Ressourcecenter (ARC) om de fremtidige arbejdsforhold for de københavnske skraldemænd.
Bod på 2.600 pr mand
Mike Stirling, afdelingssekretær i 3F Kastrup, oplyser, at den samlede bod for den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse endte på 1,2 millioner kroner.
Der har været nævnt højere beløb i samlet bod, men mange har ikke deltaget i arbejdsnedlæggelsen på grund af ferie eller sygdom, eller fordi de er lærlinge. Kørsel af belastet affald var heller ikke ramt. Når de ”trækkes fra”, ender boden på de 1,2 millioner kroner.
– Det koster gennemsnitligt den enkelte skraldemand, der har deltaget i arbejdsnedlæggelsen, 2.600 kroner i bod. Boden bliver trukket over lønnen på et tidspunkt. Dertil kommer mistet løn for den uge strejken varede, siger han.
Debatten om arbejdsvilkårene for skraldemændene fik en anden problematik frem i lyset ud over arbejdstiden. Nemlig den vejvrede, skraldemændene udsættes for i form af chikane, trusler om vold og påkørsler af materiellet, når de henter affald.
Skraldemændene bliver skubbet til, får trusler om tæv og oplever bilister, der kører op på fortove og cykelstier og påkører materiel.
Det er psykisk hårdt, selv for garvede skraldemænd med mange års anciennitet, pointerer Ulrik Blessing, der glæder sig over den gode modtagelse efter strejken.
Håber freden varer ved
Han tror, at det spiller ind på den mere afslappede stemning, at folk er glade for, at skraldemændene har ryddet op.
– Men vi drømmer om, at det varer ved. At vores budskab om, hvor belastende vejvrede er for os i det daglige arbejde, er trængt igennem, siger han,
Chef for affaldsindsamling hos ARC, Helena Hasselsteen Nielsen, kalder det en samfundsopgave at gøre op med hensynsløse kultur i morgen- og eftermiddagstrafikken og opfordrer alle i byen til at tage hensyn til hinanden og give plads til renovationsmedarbejderne.
3F og ARC er også enige om i fællesskab at sætte fokus på den hensynsløse kultur i morgen- og eftermiddagstrafikken, så renovationsmedarbejderne kan få plads og ro til at udføre det daglige arbejde. Det vil blandt andet ske ved fælles kampagner og dialog med politi og kommuner, oplyser ARC og 3F.

