Skal kunne tjene mere: Arne-pensionister modregnes uden grund

3F vil give Arne-pensionister lov at tjene noget mere, før de modregnes i pensionen. Et større bundfradrag vil næsten ikke koste statskassen noget.
- Arne-pensionen er for lav. Det mener næsten 9 ud af 10 3F'ere.
- Man må kun tjene op til 28.300 kroner ved siden af Arne-pension, før det modregnes.
- Finansministeriet siger, det vil koste cirka 10 millioner kroner årligt at hæve beløbet til 84.900 kroner, men det vil ikke have stor effekt på statskassen.
- Ifølge 3F bør grænsen for, hvor meget man må tjene ved siden af, hæves, så det flugter mere med reglerne i seniorpension.
Med 15.650 kroner om måneden før skat er det ingen guldrandet forretning at gå på Arne-pension. Tværtimod skal man have godt styr på budget og udgifter.
Næsten 9 ud af 10 3F’ere mener, at ydelsen er for lav. Det viser en rundspørge blandt 1.852 medlemmer af 3F.
Derfor kan det være en hjælp at tjene lidt ved siden af, for eksempel ved at give en hånd med på sin tidligere arbejdsplads en gang imellem.
På Arne-pension må du dog højst tjene 28.300 kroner årligt, før du modregnes i din pensionsydelse.
Det har fået 3F til at foreslå, at man skal have lov at tjene mere, før man bliver modregnet.
Og nu viser tal fra Finansministeriet, at det godt kan lade sig gøre, og at det langtfra vil slå bunden ud af statskassen. Faktisk vil det koste så lidt, at det nærmest er uden grund, at Arne-pensionister modregnes, hvis de har lidt arbejde.
Begrænset virkning
I dag bliver du modregnet med 64 procent, hvis du tjener over 28.300 kroner ved siden af sin Arne-pension.
Hvis bundfradraget tredobles, så du kan tjene 84.900 kroner ved siden af Arne-pensionen, vil virkningen på de offentlige finanser stadig være begrænset: Ifølge Finansministeriet vil det koste cirka 10 millioner kroner årligt.
Samtidig vil virkningen på udbuddet af arbejdskraft samlet set være neutral.
Til gengæld vil antallet af personer på Arne-pension stige med 180 personer, lyder vurderingen fra ministeriet.
– Ved at give lidt bedre muligheder for at tjene noget ved siden af, vil ordningen blive mere attraktiv for nogle. Samtidig er udgifterne på 10 millioner ikke ret meget i det store statsregnskab, siger arbejdsmarkedsøkonom i 3F Jesper Grunnet-Lauridsen.
– Det vil kun være rimeligt, at bundfradraget i Arne-pension i højere grad kommer til at ligne bundfradraget i seniorpensionen, tilføjer han.
På seniorpension må du som enlig tjene op til 94.100 kroner årligt, før du modregnes i din pensionsydelse.
Samlet model
3F fremlagde kort inden valgudskrivelsen en samlet model for, hvordan fagforeningen mener, at Arne-pensionen kan få et løft, så den bliver mere attraktiv.
Blandt forslagene er at hæve ydelsen med 3.000 kroner og at udvide Arne-pensionen fra tre til seks år i takt med at, folkepensionsalderen stiger.
3F vil også lempe reglerne for anciennitet.
Danskernes pensionsalder, herunder Arne-pensionen, forventes at blive et af de store temaer for folketingsvalget 24. marts, og der er forlydender om, at Socialdemokratiet har et pensionsudspil på vej.
