“Jeg slår det ikke op, fordi jeg søger sort arbejde”. “Det må være en fejltagelse”. “Jeg har lagt noget op i alle mulige forskellige grupper”. “Nogen har lavet en firmaprofil i vores navn”. “Man trykker bare på noget”.
Fagbladet 3F har kontaktet en række af de firmaer, som udbyder arbejde i grupper for sort arbejde på Facebook. Et par af dem afviser overhovedet at kommentere.
Resten svarer stort set det samme: Vi udfører ikke sort arbejde, selvom vi byder os til i Facebook-grupper, som åbenlyst handler om formidling af sort arbejde.
Fagbladet 3F har afdækket, hvordan Facebook vrimler med sort arbejde og har fundet i alt 11 grupper, der hedder noget med sort arbejde med i alt 115.000 medlemmer.
I små to måneder har vi gennemtrawlet de to største grupper, “Sort arbejde søges/tilbydes (Den originale)” og “Sort arbejde Søges og tilbydes 2,0″ (tidligere Sort arbejde 2.0)”. Mindst 34 firmaer har direkte budt sig til i grupperne, og der er blevet søgt arbejde til i alt 50 firmaer.
Det er bare navnet på gruppen
En af dem er Adrian Ivanof fra Adrian Bygge- og HaveService. Han har tre gange tilbudt arbejde i en af Facebook-grupperne, men afviser at arbejde uden regning:
– Der er mange firmaer her, som betaler skat, selvom de er i en gruppe for sort arbejde. Det er bare navnet på gruppen, siger Adrian Ivanof.

Alt kører på regning
Et andet firma er AMG Gulve, som blandt andet har lavet gulve hos Pandoras hovedkontor, Kaktustårnene og Carls Tårn i Carlsberg Byen i København. Fra sin egen profil henviser direktøren Sune Pehrsson-Larsen til sit firma i et opslag fra i august 2024, hvor en person efterlyser en maler, der kan “ lægge vinylgulv til en god pris”.
Men over for Fagbladet 3F benægter han, at han laver sort arbejde:
– Jeg har ikke noget at skjule, overhovedet ikke, alt vores arbejde kører på regning, siger Sune Pehrsson-Larsen.


Så mange ting på nettet
“Smil, håndtryk, underskrift”. Sådan lød det glade Facebook-opslag fra 3F Vejle den 2. juni 2024. Her kunne afdelingen annoncere, at der var tegnet overenskomst med PET-Murerservice.
Men fire måneder tidligere, i februar 2024, lagde ejeren af PET Murerservice, Petrit Isaku, sit visitkort op på en Facebook-gruppe for sort arbejde. Det var som reaktion på en person, der skulle have pudset facaden på et hus i Haderslev.
Petrit Isaku afviser, at han arbejder sort og forklarer, at han ikke har tænkt nærmere over, at opslaget stammer fra en Facebook-gruppe for sort arbejde.
– Der er så mange ting på nettet, siger han.


Falsk profil
Netto Entreprise tilbyder “gulvservice og tømrerarbejde i høj kvalitet”. Firmaets ejer Bojan Lazarevic har hele seks gange været inde og byde på opgaver i Facebook-grupper for sort arbejde.
Men Bojan Lazarevic afviser blankt, at han har noget med disse opslag at gøre. Forklaringen lyder, at der er en anden, som har oprettet en falsk profil i hans navn.


Fakturaer for alt
– Vi er her for at gøre din vision til virkelighed, lyder det i en af grupperne fra Konstruct&MalerGroup den 16. september 2024. Her tilbyder firmaet “professionelle maler- og renoveringstjenester til dit hjem”.
Men det har ikke noget med sort arbejde at gøre, må man forstå på Victoria Ungureanu, der er gift med Ion Panov, som ejer Konstruct&MalerGroup:
– Vi har fakturaer for alt. Vi lavede dette opslag på Facebook, fordi vi vil skaffe flere kunder og gøre firmaet populært. Intet ulovligt, siger hun.

Victoria Ungureanu fortæller også, at firmaet annoncerer efter kunder på håndværker.dk og servicebyen.dk, der er platforme, hvor firmaer og privatpersoner kan finde hinanden.
Kan godt være et problem
Vinduespudseren Rasmus Taksøe har mindst fem gange været aktiv i en Facebook-gruppe for sort arbejde via sit firma Ralle Rene Ruder: “Hej Folket, her i gruppen for sort arbejde” skriver han blandt andet i et af opslagene.


Men han afviser, at han har arbejdet uden at afregne moms og skat:
– Jeg er medlem af en masse grupper på Facebook. Jeg kigger knap nok på, hvor jeg lægger op henne. Jeg har ikke haft nogen intentioner om at udbyder sort arbejde med vilje.
Rasmus Taksøe erkender dog, at hans opslag kan misforstås:
– Jeg gør det ikke i de grupper mere. Jeg har fået øjnene op for, at det godt kan være et problem.
“Det er bare marketing”
Saraj Adham Al-Yousefy har arkitektfirmaet Adham Architects i Aalborg.

I august og september 2024 tilbød han “hjælp til arkitekttegninger, renoveringsprojekter, ingeniørberegninger” med videre i Facebook-gruppen “Sort arbejde 2,0”.
– Det er bare marketing. Det er ikke sort arbejde jeg er efter, jeg vil bare gerne komme ud til så mange mennesker som muligt. Jeg lægger opslag op i mange forskellige grupper, siger Saraj Adham Al-Yousefy.


