Selvom solceller falder i pris og bliver mere effektive, så er det ikke helt enkelt at regne ud, om det giver mening at investere i dem til sit hus.
– Der var en overgang, hvor det – grundet tilskud og skatterabat – var en guldrandet forretning at installere solceller. Sådan er det ikke længere. Man skal ind og regne helt konkret på sin egen situation for at se, om det er en god forretning, siger Dorte Nørregaard Larsen fra Energiforum Danmark.
En af de faktorer, man skal have styr på, er ydelsesgarantien. Et solcelleanlæg har typisk en ydelsesgaranti på 80 procent efter 25 år, lyder det fra Sune Thorsteinsson fra DTU, men ofte en levetid på længere end det. Hvor meget anlægget producerer af energi hver dag skal således sammenholdes med investeringen for at udregne tilbagebetalingstiden.
Christina Schjervig, som er fagekspert i Videncentret Bolius mener, at man skal se på installation i solceller som enhver anden investering.
– Det er mange faktorer, der afgør, om det er en god investering, siger hun og peger for eksempel på elprisernes udvikling.
– Det kommer meget an på, hvordan elpriserne udvikler sig i fremtiden, for det er jo det, som beregningerne for tilbagebetaling af et anlæg baserer sig på. De beregninger lyder typisk på en tilbagebetalingstid på 10,11,12 år, tilføjer hun.
– Men elpriserne bevæger sig, og man skal indregne, at de kan lande et helt andet sted i solcelleanlæggets løbetid, siger Christina Schjervig.
Vær opmærksom på, hvornår du bruger strøm
Dertil kommer det ifølge Christina Schjervig og Dorte Nørregaard Larsen an på, hvor stort et elforbrug, man har i husstanden, om man har pengene til anlægget, eller om man skal ud at låne dem. Om man har en tagflade eller facade, som er egnet, og hvor længe man regner med at blive boende i huset og så videre.
Skal et tag alligevel udskiftes kan det være relevant at overveje et solcelletag i stedet for udgiften til et nyt tag lyder det fra Sune Thorsteinsson fra DTU, og så skal man altid huske at kigge i kommunens lokalplaner, før man går i gang.
Dertil kommer det i høj grad an på forbrugsmønsteret i husstanden. Et solcelleanlæg producerer kun strøm i de lyse timer.
– Hvis man har et højt strømforbrug midt på dagen, så er solceller måske en rigtig god idé – især hvis man for eksempel har en varmepumpe eller en elbil, der kan lades i dagtimerne. Men ellers skal man købe strøm til almindelig pris på de tidspunkter af døgnet, hvor solen ikke skinner, og så er casen der måske ikke, siger Christina Schjervig og peger på, at det tidligere var muligt at sælge strøm til elnettet og købe strøm til en en til en-pris.
– Nu sælges den strøm, der ikke bliver brugt til elnettet, til en meget lavere pris, end det koster at købe strøm fra elselskabet, siger Christina Schjervig.
Faldende pristendens for batterier
Seniorspecialist i Teknologisk Institut Ivan Katic vurderer, at det er vigtigt for økonomien i et solcelleprojekt, om man i høj grad forbruger strøm i dagtimerne.
– Gør man det på den rigtig måde og installerer solcellerne rigtigt, så synes jeg generelt godt, at man kan sige, at det kan betale sig. Men der er utrolig forskel på folks forbrugsvaner- og mønstre – og det, som det står og falder med, det er, om man kan bruge strømmen, når den bliver produceret. Den væsentlige del af strømforbruget skal man kunne aftage, når solen skinner – ellers så hænger det ikke særlig godt sammen efter min mening, siger seniorspecialist i Teknologisk Institut Ivan Katic.
For at imødekomme problemet med at energien skal bruges, mens solen skinner, så tyer mange købere af solceller til at investere i et batteri, der kan lagre strømmen til aften og nat. Men her skal man også se sig for, hvorvidt det er en holdbar investering eller ej.
– Et batteri kan hjælpe lidt, men et batteri er heller ikke gratis. Sidste år da der var de her meget store prishop på energi, da kunne det helt klart betale sig. Men der er det sådan lidt mere afdæmpet nu. Man skal nørde med sin egen situation for at finde ud af, om det kan svare sig – hvordan forventer man, at elpriser og ens eget energiforbrug vil udvikle sig de næste 10-20 år?, siger Ivan Katic og fortæller, at batterier lige er steget lidt i pris, men at den langsigtede pristendens for batterier er faldende.

