Våben og forsvar: Her er de fem største 3F-arbejdspladser, der skal opruste Danmark

Der forventes gode tider i den danske forsvarsindustri. Men hvem er de store danske forsvarsvirksomheder med 3F’ere på lønningslisten – her er et overblik.
- Over 300 milliarder kroner investeres i Forsvaret frem til 2033.
- En del af pengene går til danske forsvarsvirksomheder, der har 3F-medlemmer på lønningslisten.
- Man Energy Solutions, Terma, Desmi Pumping Technology, Multicut og Integris Composites er de fem største virksomheder i forsvarsindustrien, som har 3F'ere ansat.
Det kølige forhold mellem Europa og Donald Trumps USA har fået det ene europæiske land efter det andet til at påbegynde oprustning for svimlende milliardbeløb.
I Danmark kommer mere end 300 milliarder kroner til at fosse ind i Forsvaret frem til 2033.
Der skal indkøbes våbensystemer fra store producenter i Europa og USA, men en del af pengene kommer efter alt at dømme også til at blive sendt videre til danske forsvarsvirksomheder i form af fyldte ordrebøger de næste mange år.
De danske forsvarsvirksomheder har en masse 3F-medlemmer ansat. Fra at have arbejdet i en kontroversiel branche, spiller 3F’erne nu en nøglerolle i at få oprustet det danske og europæiske forsvar mod truslen fra især Rusland.
Her er et overblik over de fem største danske forsvarsvirksomheder, der har 3F’ere på lønningslisten.
1) Man Energy Solutions: 1.800 ansatte. Den store arbejdsplads er langtfra kun en forsvarsvirksomhed. Virksomheden udvikler, producerer og vedligeholder blandt andet motorer og pumper og har serviceaftaler på udstyr i Søværnets skibe, der omfatter inspektionsskibe, fregatter, miljøskibe og Kongeskibet Dannebrog, oplyser Man Energy Solutions til Børsen.
2) Terma: 1.200 ansatte. Firmaet blev grundlagt i 1949 og holder til i Lystrup nær Aarhus. Terma leverer produkter og systemer til militære formål. Det er blandt andet radarsystemer, kommando- og kontrolsystemer og systemer til beskyttelse af fly og flådeskibe. Mange af de komponenter, Terma udvikler og producerer, bruges til de danske F-35 kampfly.
3) Desmi Pumping Technology: 200 ansatte. Firmaet udvikler, fremstiller og vedligeholder pumper og pumpesystemer, miljøudstyr og løsninger til forsvaret. De har hovedsæde i Nørresundby og blev stiftet i 1834.
4) Multicut: 200 ansatte. Multicut producerer metalkomponenter til missiler og kampfly med afdelinger i USA og Danmark, hvor alle deres komponenter til militær brug produceres. Multicut er leverandør til det amerikanske militær, men leverer også løsninger inden for grøn teknologi, industri og energisektoren.
5) Integris Composites: 80 ansatte. Den midtfynske virksomhed udvikler rustning til forskellige slags militære køretøjer, fartøjer og til civil samt militært personel.

