En ufaglært byggearbejders løn kan sagtens ligge på 200 kroner i timen. Men i tilfældet med 22-årige Sveinn Ingi Gylfason fra Island lå aflønningen 10 gange lavere, da han for nylig var ansat hos den odenseanske byggeentreprenør Thomas Lund Hansen.
Da han arbejdede ved hans ejendomme i Odense og i Nyborg, måtte han ifølge Fyns Stiftstidende tage til takke med kun omkring 20 kroner i timen.
– Han pressede mig for hårdt. Jeg skulle gøre alt selv, og selv om jeg gjorde mit bedste, så var det aldrig godt nok. Han var meget manipulerende og blev ved med at love mig flere penge. Men pengene kom aldrig, siger Sveinn Ingi Gylfason til Fyns Stiftstidende.
På arbejde 12 timer om dagen
Til avisen fortæller Sveinn Ingi Gylfason, at han arbejdede i seks uger hos Thomas Lund Hansen i starten af året. Det blev til lange dage på 10-12 timer alle ugens dage, også weekender og aftener. I alt har han kun fået udbetalt 6.000 kroner efter skat – og det svarer altså til omkring 20 kroner i timen.
Fyens Stiftstidende har set dokumentation, der bekræfter tallene, ligesom den lokale 3F-afdeling bekræfter beløbet.
– Når jeg sagde, at det var simpelthen for meget arbejde til en person, så ignorerede han det, siger Sveinn Ingi Gylfason til Fyns Stiftstidende.
Social dumping af værste skuffe
Torben Knudsen, der er formand for 3F Bygningsarbejderne på Fyn, er rystet over sagen, som han kalder “social dumping af værste skuffe”.
– Jeg mindes ikke, at vi har hørt om nogen sager nogensinde med så lav løn. Selv i de værste sager med østeuropæiske ansatte har lønnen ligget højere end det, siger han til Fyns Stiftstidende, og kalder det for ”rent slaveri”.
Fyens Stiftstidende har uden held forsøgt at få en kommentar til sagen fra Thomas Lund Hansen. Han har ikke reageret på avisens henvendelser.

