Massevis af danskere med Android-telefoner har i denne uge haft store problemer med at bruge MitID. Dermed har de haft svært ved eksempelvis at komme i netbanken eller betale regninger.
Synderen var opdatering fra Google, som står bag Android-styresystemet, som mange danskere har på deres telefon.
Opdateringen, som blev udsendt mandag, gjorde det vanskeligt at bruge MitID for de berørte frem til fredag.
Problemet bestod i, at de ramte Android-brugere kan blive bedt om at scanne en QR-kode, som bliver vist på den samme enhed, som MitID-appen er installeret på – for de fleste deres telefon. Hvilket naturligvis er temmelig svært, med mindre man er hurtigere end sin egen skygge.
Slip af med QR-koderne
Styrelsen oplyser fredag, at problemet er løst.
Hvis du i forvejen synes, at det er bøvlet at scanne QR-koder, så er der faktisk et alternativ.
Det er nemlig muligt at skifte over til godkendelse med engangskoder, hvor man i stedet skal indtaste en firecifret kode, når du vil logge ind.
Sådan skifter du
- For at skifte til engangskoder så skal du gå ind i MitID-appen og klikke på tandhjulet, som indeholder appens indstillinger.
- Vælg punktet: “Godkend med QR- eller engangskode”
- Vælg “Engangskoder” og følg resten af vejledningen på skærmen
- Vær opmærksom på, at der går 24 timer, inden du endeligt kan bekræfte skiftet til engangskoder. Du får besked fra MitID.
- Læs mere her om, hvordan engangskoder fungerer.

