Et postbud glider i sneen en januarmorgen, fordi husejeren ikke har været grundig nok med skovlen på fortovet. Han falder og slår sin hofte, men gør ikke noget ved det og arbejder videre. Flere måneder efter er sneen smeltet og træerne sprunget ud, og hoften begynder for alvor at gøre ondt. Postbuddet går til lægen og fortæller arbejdsgiveren om faldet i sneen, men det er umuligt at bevise så lang tid efter ulykken. Han får derfor ikke anerkendt sin arbejdsulykke.
Mere end 20.000 danskere melder hvert år en arbejdsulykke til myndighederne. Desværre for de tilskadekomne bliver kun halvdelen af ulykkerne anerkendt i systemet.
En stor del af de udfordringer, der er med at få anerkendt en ulykke, er juridiske, og er nogle, sagsbehandleren eller juristen i din lokale afdeling skal klare. Men du kan selv gøre en forskel på andre områder og være med til at forbedre dine muligheder for at få anerkendt din arbejdsulykke.
Dér, hvor du kan gøre den største forskel, er i forhold til beviser.
Derfor får du her fire gode råd fra juridisk afdeling i 3F til, hvordan du bedst sikrer dig efter en arbejdsulykke.
Print artiklen, og klip rådende ud. Hæng dem i skurvognen, på kontoret eller i omklædningsrummet, så dine kolleger ser dem.

