Microsoft har undersøgt noget, de fleste af os af har stiftet bekendtskab med, men næppe tænkt det store over: Hvordan kan vi være sikre på, at vi får en vigtig opdatering til Windows?
“Min computer skal være tændt og sluttet til internettet,” tænker du nok. Og det er selvfølgelig rigtigt.
Men det er ikke nok at tænde pc’en et kort stykke tid. Det viser en nye undersøgelse foretaget af Microsoft selv.
Læs også: Sådan sætter du opdateringer på pause i Windows 10
Din pc skal stå tændt i 6 timer
Microsoft ville gerne vide, hvad der reelt sker fra en ny opdatering ligger klar på Microsofts servere til den downloades og installeres til vores computere hjemme i stuerne.
Konklusionen, som Windows-giganten netop har offentliggjort, vil nok overraske dig.
Din computer skal nemlig stå tændt i hele seks timer før en opdatering modtages af Windows-værktøjet Windows Update og installeres på din computer.
Vil du vide mere om Windows 11? Så læs her hos Komputer for alle
Ingen opdateringer, hvis du slukker pc’en efter kort tid
Ikke nok med det. Din computer skal stå tændt i to sammenhængende timer for at din pc overhovedet kommer i betragtning til en opdatering.
Hvis du med andre ord kun bruger din computer i korte perioder ad gangen, risikerer du at gå glip af vigtige opdateringer – blandt andet sikkerhedsopdateringer.
Det skal understreges, at det ikke er selve download af opdateringer, der tager to eller seks timer. Det er derimod de forberedende øvelser, der kræver, at pc’en står tændt.
Læs også: Vi har opdateret til Windows 11 – så let var det
To årsager til at mange Windows-pc’er er ikke opdaterede
Hvis du ikke har den seneste Windows-opdatering, kan det således let skyldes, at din computer ikke har stået tændt længe nok.
Faktisk er Microsoft nået frem til, at cirka halvdelen af alle pc’er som ikke er opdateret til den nyeste udgave, ikke har stået tændt længe nok.
Microsoft fortæller også om en anden årsag til, at pc’er ikke opdateret.
Hvis du er mere end 60 dage bagud med sikkerhedsopdateringer (hvis fx du har slået opdateringer fra i en periode), kan du ikke hente de såkaldte halvårsopdateringer til din computer.
Sådan opdaterer du selv Windows 10 og Windows 11
Du kan altid selv opdatere din pc til den nyeste version af Windows 10 ved hjælp af programmet opdateringsassistent, som du finder med en grundig vejledning hos Komputer for alle.
Du kan også installere Windows 11 i nyeste forfatning med Installation Assistant, som du ligeledes finder hos Komputer for alle.
Opdateringerne fra Microsoft kommer i øvrigt i en lind strøm netop nu. En kommende opdatering til Windows 11 kan du læse om i artiklen “Stor Windows 11-opdatering på vej” hos Komputer for alle.

