Finansministeriet udarbejdede flere modeller for afskaffelsen af en helligdag eller fridag forud for folketingsvalget 1. november 2022. Det skete på anmodning af den daværende socialdemokratiske regering.
Det skriver Børsen på baggrund af en aktindsigt.
Børsen har fået aktindsigt i en aktliste, der giver overblik over de dokumenter, der er relateret til sagen om afskaffelsen af en helligdag.
Den nuværende regering, der består af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, har fortalt, at idéen om at afskaffe en helligdag opstod i fællesskab under regeringsforhandlingerne efter valget.
Men ifølge Børsen ser forslaget om at droppe en helligdag ud til at have været diskuteret i den tidligere regerings koordinationsudvalg.
Aktindsigten dækker oversigten over dokumenter, der vedrører afskaffelsen af en helligdag. Her fremgår det, at der er oprettet 89 akter på sagen.
Ifølge Børsen ser det ud til, at afskaffelsen af en helligdag først blev overvejet som mulig finansiering af en inflationshjælpepakke, som S-regeringen fremlagde i midten af september 2022.
Oplysningerne har udløst kritik af Socialdemokratiet fra Konservative, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti.
