S-udspil: Se hvor mange flere, der får ret til Arne-pension i din kommune

I mange kommuner vil over halvdelen af borgerne – særligt i Jylland og på Sjælland – få ret til Arne-pension, hvis ordningen udvides. Se på kortet, hvor mange det vil omfatte, der hvor du bor.
- Socialdemokraternes forslag om udvidelse af Arne-pensionen vil gavne mange danskere, hvis det vedtages efter valget
- AE-rådets opgørelse viser, at næsten hver anden 50-54-årige vil få ret til Arne-pension
- I 54 kommuner vil over halvdelen af borgerne få ret til tidlig pension
Socialdemokraterne forslag om en massiv udvidelse af Arne-pensionen – både i kroner og i år – vil komme rigtig mange danskere til gavn.
Det viser en opgørelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som har kigget på nogle af de første årgange, som vil få forbedret retten.
I dag er det hver femte dansker i aldersgruppen 50-54 år, som kan få ret til Arne-pension.
Men hvis det socialdemokratiske udspil bliver vedtaget, som det er fremsat, vil det blive næsten hver anden af de 50-54 årige.
I 54 kommuner vil det være over halvdelen af borgerne, der får ret til tidlig pension, efter AE’s opgørelse, som er lavet på baggrund af data fra Danmarks Statistik.
(teksten fortsætter under kortet)
Vil give mange flere muligheden
Kristoffer Lind Glavind, chefanalytiker i AE-rådet, hæfter sig ved, at bestemte dele af landet vil få særligt glæde af udspillet:
– Hvis Arne-pensionen bliver ændret, vil det give mange flere mulighed for at trække sig tidligt tilbage end med de nuværende regler, særligt udenfor de store byer, siger han.
I en kommune som Hedensted, vil 61 procent af borgerne, som i dag er mellem 50 og 54 år, få ret til tidlig pension, hvis retten bliver udvidet. I dag gælder det 32 procent af samme gruppe.
I den modsatte ende ligger Gentofte, hvor tallet er 24 procent, mod kun seks procent i dag.
Om forslaget bliver til noget, vil afhænge af de politiske forhandlinger efter et valg.
