Dagpenge til nyuddannede skal afskaffes. Sådan lød det onsdag fra LA’s finansordfører Joachim B. Olsen, efter at økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøl-Bille i weekenden påpegede, at nyuddannede udgør en større andel af de ledige. Ammitzbøl-Bille blev citeret for, at “der kan være en kultur, hvor nyuddannede går og hygger sig på dagpenge.”
Men både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet siger blankt nej. Og dermed er forslaget hældt af brættet.
“Drøm videre”
Socialdemokratiets arbejdsmarkedsordfører Leif Lahn Jensen siger, at Joachim B. Olsen bare kan drømme videre:
– Glem alt om at afskaffe dimittendsatserne. Joachim B. Olsen må tilbage til drømmeland. Det er ikke længe siden, at vi har vedtaget en dagpengereform, hvor de sidste dele knap er trådt i kraft endnu – en reform, som også omfatter dimittend-reglerne. Så det er et no-go herfra, fastslår Leif Lahn.
Bent Bøgsted, beskæftigelsesordfører fra Dansk Folkeparti er på samme linje:
– Vi har et forlig på området, som også omfatter dimittenderne, og jeg har ikke tænkt mig at afskaffe dimittendsatserne. Så det bliver ikke til noget, fastslår Bent Bøgsted.
I stedet synes han hellere, at man bør hjælpe de ledige nyuddannede ved at investere i nogle jobkonsulenter, som kan hjælpe dem i job.
– Hvis der uddannes flere akademikere inden for nogle fag, end der er job, må man regulere det via optaget til uddannelserne, og hjælpe dem i arbejde iøvrigt. Men man skal ikke regulere det via dagpengesystemet, understreger Bent Bøgsted.
Forargelse
Koret af stemmer, der har advaret mod at forringe dagpengesystemet yderligere, er markant. Også i 3F’s Akasse vækker LA’s forslag forargelse.
– Det er ude i hampen at foreslå at dimittend-satsen skal væk. Det er helt afgørende for opbakningen til dagpengesystemet, at man bliver medlem som ung og får ret til ydelser. Ellers forsvinder den brede opbakning til dagpengesystemet, som er fundamental i det danske flexicurity-system, siger forretningsfører Eva Obdrup.
– Så skal man også huske, at der er tale om et forsikringssystem, og hvor lønmodtagerne derfor selv betaler milliarder af udgifterne hvert år. Systemet er blevet ringere og ringere gennem årene – nu må vi klodse bremserne, mener hun.
Også DI-direktør Karsten Dybvad har for nylig sagt nej til dårligere dagpenge.
Ifølge de seneste tilgængelige tal for dimittend-ledigheden, er det især svært for nyuddannede akademikere at komme i arbejde, mens ledigheden blandt nyuddannede faglærte er betydeligt lavere. Se grafik.

