De bliver snydt og har aldrig været flere: – Det går simpelthen ikke

På 15 år er antallet af udenlandske ansatte i landbruget fordoblet. Samtidig vokser kritikken af vilkårene for de mange arbejdere fra andre lande.
- Antallet af udlændinge i dansk landbrug er fordoblet på 15 år, viser ny analyse fra 3F.
- Over halvdelen af arbejderne på danske svinefarme kommer fra lande som Ukraine, Uganda, Rumænien og Vietnam.
- Antallet af udenlandske landbrugspraktikanter på danske gårde er steget fra 700 i 2016 til 2.500 i år.
- Udviklingen bekymrer 3F på grund af snyd med løn og ansættelsesvilkår blandt udlændinge.
Det er i stigende grad udlændinge, der passer svin og køer på de danske gårde.
En ny analyse fra 3F viser, at antallet af udlændinge i landbruget er fordoblet på 15 år.
På de danske svinefarme er det nu over halvdelen af medarbejderne, som kommer fra lande som Ukraine, Uganda, Rumænien og Vietnam.
Ifølge analysen er landbruget den sektor, hvor andelen af udenlandsk arbejdskraft er højest.
Allan Busk, formand for 3F’s Grønne Gruppe, understreger, at han intet har imod, at der arbejder udlændinge i det danske landbrug.
Vi er store tilhængere af et stærkt og attraktivt landbrug. Men vi ser desværre for mange sager, hvor udlændinge ikke får den løn, de skal have.
Allan Busk
Men han mener, at det er en bekymrende udvikling, som kan være et tegn på, at danskere vælger job i landbruget fra.
– Hvis stigningen fortsætter, er der ikke mange danskere tilbage i dansk landbrug, siger Allan Busk.
– Jeg synes også, landmændene er nødt til at tænke lidt over at gøre sig attraktive for danske unge. Vi ved, at det er en branche, som mange forlader igen, siger han.
Flest fra Ukraine
4.850 ukrainere arbejder i landbruget, hvilket gør det til den største gruppe udlændinge.
I alt arbejder det godt 16.000 udlændinge i landbruget, skovbruget eller fiskeriet, hvilket svarer til 37 procent af alle ansatte.
Analysen viser også, at flere fra lande uden for EU arbejder på de danske landbrug. Det gælder lande som Vietnam, Uganda, Filipinerne og Tanzania.
Ifølge Allan Busk handler det også om, at 3F oftere oplever, at det er udlændinge, som bliver snydt i de sager, som fagforeningen fører.
– Vi er store tilhængere af et stærkt og attraktivt landbrug. Men vi ser desværre for mange sager, hvor udlændinge ikke får den løn, de skal have, forklarer Allan Busk.
Næsten fire gange så mange praktikanter
Analysen fra 3F kommer, mens debatten om vilkår i landbruget raser.
Regeringen har varslet med et opgør med den kritiserede ordning for landbrugspraktikanter, som er blevet kaldt “landbrugets au pair-ordning.”
Senest har en kontrol fra myndigheden myndigheden på området, Siri, vist, at der i over halvdelen af de kontrollerede sager var brud på løn- og ansættelsesvilkår hos praktikanterne.
Selvom de udenlandske landbrugspraktikanter er sikret en startløn på 79 kroner i timen, blev der fundet sager, hvor de ikke fik betalt det, som de skulle.
I 2016 var der 700 landbrugspraktikanter beskæftiget på de danske landbrug. Det tal er steget til 2.500 i år.
– Det går simpelthen ikke. Hvad vil landbruget gøre, hvis de lige pludselig ikke kan få de praktikanter fra andre lande?, lyder det fra Allan Busk.
Regeringen har varslet, at ordningen skal erstattes af en ny, der er bedre sikret mod snyd.
