Pingviner tvinger Karsten ud i vandet

Dyrenes hverdag er også påvirket af det kolde vintervejr. Dyrepasser Karsten Jensen har fået nogle helt specielle opgaver i de vilde minusgrader i Givskud Zoo.
- Karsten Jensen, dyrepasser i Givskud Zoo, bryder isen til pingvinsøen med en meterlang hammer pga. frostvejret.
- Landet har oplevet den koldeste januar i 16 år, og kulden ser ud til at fortsætte.
- Karsten håndterer udfordringer som at smadre isen i pingvinbassinet og fjerne frossen dyrelort.
Når dyrepasseren Karsten Jensen bryder isen, handler det ikke om at starte en samtale.
Det handler om at stå med en meterlang hammer, en mukkert, i Givskud Zoo og smadre isen.
Året begyndte med den koldeste januar i 16 år, og kulden fortsætter ind i februar.
Minusgraderne og sneen hærger over hele landet. Det påvirker de fleste danskere, der forsøger at komme på arbejde og udføre det.
Men det påvirker også dyrene, der skal klare sig i et helt forandret landskab.
Kæmper med pingvinbassinet
Det hjælper 52-årige Karsten Jensen dem med i Givskud Zoo. Her har han arbejdet som dyrepasser i fire år.
Fagbladet 3F fanger ham, lige inden han skal ud og bryde isen på søen, hvor pingvinerne svømmer rundt.
– Det er en udfordring alle de steder, der er vand. Så vi kæmper med det her pingvinbassin.
Karsten Jensen skal ud og slå isen i stykker på overfladen.
Temperaturen ligger på omkring 0,5 grader, men den erfarne dyrepasser ifører sig såkaldte neoprenwaders, der er ekstraisolerende i koldt vand.

At jeg går og har det pissekoldt i en halv til en hel time, fordi jeg skal gå og fjerne is i pingvinsøen, er noget, jeg tager med. Bare pingvinerne får det bedre.
Karsten Jensen
– Det er en kold fornøjelse. Man kan lige holde til en halv time, og så må man op igen, fortæller Karsten Jensen.
– Vi lever og ånder for, at dyrene har det så godt som muligt. Så at jeg går og har det pissekoldt i en halv til en hel time, fordi jeg skal gå og fjerne is i pingvinsøen, er noget, jeg tager med. Bare pingvinerne får det bedre.
I videoen nedenunder fra Givskud Zoos Facebookside, kan man følge arbejdet med at bryde isen op for pingvinerne. Her er det Karstens kollega Diana, der løfter isblokke op for pingvinerne.
Ikke til at se, hvor lorten er
En anden udfordring, som sneen og frostvejret bringer med sig, lander oven over jorden, men er noget mere beskidt.
For når kulden er så hård, som den er nu, fryser dyrenes lort fast. Store som små.
Når der kommer sne af flere omgange, er det ikke engang til se, hvor lorten er.
Karsten Jensen
– Når lorten er frossen, kan den være rigtig svær at få fjernet, fortæller Karsten Jensen.
Så han og kollegerne må lade efterladenskaberne ligge.
– Så er der jo ekstra meget næste gang, og så hober det sig op. Og når der kommer sne af flere omgange, er det ikke engang til se, hvor lorten er.
– Det er hårdt at skulle fjerne ekstra meget. Det er også ekstra arbejdstid, der skal bruges på det, siger han.
Heldigvis for dyrepasserne lugter lorten ikke udendørs, når den er frossen.
– Men det bliver alligevel nogle lortesituationer, når det er frostvejr, siger han og griner.
Fedest at gøre en forskel
Selvom dyrepasseren skal håndtere lortesituationer i de iskolde dage i Givskud Zoo, ofrer Karsten Jensen sig gerne for dyrene.
Han er nemlig godt klar over, at dyrene er fjernet fra deres naturlige omgivelser. Noget, der gør arbejdet endnu mere vigtigt for ham.
– Det fedeste er, når man har tid til at være sammen med dyrene og se, at de trives godt, og man gør en forskel.

