Pensionsalderen stiger til 70 år: Så tidligt kan politikerne selv trække sig

Nu bliver pensionsalderen hævet til 70 år – Fagbladet 3F’s læsere langer ud efter de ansvarlige politikere og spørger, hvornår de selv kan trække sig.
- Politikerne i Folketinget har besluttet, at pensionsalderen skal hæves til 70 år for danskere født efter 1. januar 1971.
- I debatten på Facebook langer Fagbladet 3F's læsere ud efter de ansvarlige politikere og spørger, hvornår de selv kan trække sig.
- Regeringstoppens pensionsalder er væsentligt lavere end andre danskeres, da man i Folketinget ikke ændrer pensionsalderen med tilbagevirkende kraft, sådan som det sker for os andre.
Politikerne i Folketinget har i denne uge sagt god for at hæve pensionsalderen igen. Danskere født efter 1. januar 1971 skal nu arbejde, til de bliver 70 år.
Det har mødt stor kritik fra flere kanter, og 3F’s forbundsformand, Henning Overgaard, har blandt andet kaldt beslutningen for ”uanstændig” i et interview med Politiken.
Også blandt helt almindelige danskere er utilfredsheden til at tage og føle på.
Og særligt ét spørgsmål har sneget sig ind i debatten på Fagbladet 3F’s Facebook-side: Hvad med politikerne selv – hvornår kan de gå på pension?
– Jeg håber, politikernes pensionsalder følger med os almindelige arbejderes pensionsalder, skriver læseren Niels Bjerre.
– Afskaf nu den ministerpension og indfør almindelig pension, og lad dem arbejde fra 60 til 70 år, ligesom vi andre skal, fortsætter han.
Torben Jensen, der også deltager i debatten, skriver kort og godt:
– Håber godt nok, det gælder medlemmerne af Folketinget også!
Politikere har særlige privilegier
De danske politikere har da også nogle helt særlige privilegier, når det kommer til pension. De har en markant lavere pensionsalder.
De nuværende regler betyder, at både ministre og folketingsmedlemmer først kan få udbetalt deres pension ved den gældende folkepensionsalder.
Den regel blev indført i 2017.
Men i Folketinget ændrer man ikke pensionsalderen med tilbagevirkende kraft, sådan som det sker for alle os andre.
Politikernes pensionsalder afhænger af, hvornår de er blevet valgt ind.
Og er man valgt ind i Folketinget før 2017, ser det lukrativt ud.
Her kan du se, hvor tidligt regeringstoppen kan trække sig tilbage.
Ifølge DR kan politikere, der har siddet i Folketinget mellem 1. juli 2007 og 1. juni 2017, få udbetalt deres pension, når de rammer efterlønsalderen.
For medlemmer af Europa-Parlamentet ligger pensionsalderen på 63 år.
Politikerne kan ikke sidde i Folketinget eller være ministre, mens de får udbetalt pension.
