Pengene fosser ud af det italienske firma, der står bag byggeriet af Storstrømsbroen – og der er ingen prop i sigte.
For femte år i træk kommer Storstroem Bridge Joint Venture (SBJV) ud af et regnskabsår med bragende underskud.
I 2023 tabte firmaet, som er hovedentreprenør på at bygge Danmarks tredjestørste bro, et trecifret millionbeløb.
I sit årsregnskab oplyser SBJV, at firmaet tabte 353 millioner kroner på at bygge Storstrømsbroen.
Samtidig fremgår det, at SBJV lige nu har en egenkapital på 0 kroner.
Så slemt står det til, at firmaet selv vurderer byggeprojektet for den danske stat til at være “en tabsgivende kontrakt”, som formentlig aldrig kommer til at give overskud.
Over de seneste fem år har SBJV da også tabt mere end 2,7 milliarder kroner på at bygge Storstrømsbroen.
Det er mere end kontrakten, som SBJV indgik med den danske stat tilbage i 2018, hvor de fik 2,1 milliarder kroner for at bygge broen.
Har lånt 700 millioner af staten for at overleve
SBJV er ejet af den italienske byggegigant Itinera s.p.a.
For at sikre, at SBJV ikke går konkurs, har Itinera selv måttet stille en garanti for, at de som moderselskab dækker alle udgifter ved SBJV’s underskud i det kommende år.
Derudover har SBJV gået tiggergang hos den danske stat i form af Vejdirektoratet, som er bygherre på Storstrømsbroen.
Her har de bedt om et lån for at nå i mål med de milepæle, der skal sikre at byggeriet bliver færdigt.
Lånet, som den danske stat har stillet til rådighed, løber op i 700 millioner kroner alene for 2023, fremgår det af årsrapporten.
I slagsmål med den danske stat om 3,4 milliarder
At det er den danske stat i form af Vejdirektoratet, der hjælper SBJV til at overleve, er på mange måder overraskende.
Lige nu er Vejdirektoratet og den italienske entreprenør nemlig i åbent slagsmål om, hvem der har ansvaret for, at byggeriet af Storstrømsbroen er blevet så dyrt og forsinket.
SBJV hævder, at omkostningerne ved byggeriet er så store, at der burde være sat flere penge og mere tid af til byggeriet fra starten.
Derfor har de rejst en voldgiftssag imod den danske stat for at få dækket deres ekstra omkostninger.
Her kræver Storstroem Bridge Joint Venture i alt 3,4 milliarder kroner og 27 ekstra måneder for at gennemføre byggeriet af Storstrømsbroen.
Et krav som Vejdirektoratet allerede afviste sidste år.
– Vi har svært ved at se, at entreprenøren tilnærmelsesvis vil have ret til de meget omfattende økonomiske krav og fristforlængelsen, som entreprenøren gør gældende, lød det fra projektleder Niels Gottlieb.
På trods af dette har Vejdirektoratet altså valgt at låne 700 millioner kroner til SBJV.
Det sker for at sikre, at firmaet ikke går konkurs inden Storstrømsbroen er bygget færdig.
Ramt af en række skandaler
Det er ikke mere end tre måneder siden, at et byggefirma på projektet blev taget i at snyde sine ansatte for 10 millioner kroner i løn.
Samtidig har byggeriet af Storstrømsbroen været ramt af en række skandaler om alt fra korruption, underbetaling, farligt arbejdsmiljø, snyd med tidsregistrering og fyring af tillidsvalgte.
SBJV vandt i sin tid kontrakten på at bygge Storstrømsbroen ved at være 400 millioner kroner billigere end det næstbilligste bud.
Storstrømsbroen skulle have stået færdig i 2023, men er indtil videre udskudt indtil 2027.

