Overfaldt skraldemand: Nu er amok-chauffør fyret

Hammeren er faldet i sagen om Flextrafik-chaufføren, der gik amok på en skraldemand.
- En skraldemand blev i sidste uge mødt af en rasende Flextrafik-chauffør, der råbte skældsord og truede ham.
- Nu melder Movia ud, at den pågældende chauffør ikke længere er velkommen i Flextrafik.
- Ejeren af KJ Konsulentvirksomhed, Kasem Said Ahmad, bekræfter chaufførens fratræden.
Det er slut med at køre Flextrafik for den chauffør, der i sidste uge gik amok på en skraldemand.
Episoden var så voldsom, at skraldemanden nu er sygemeldt fra sit arbejde.
Chaufføren var ansat hos KJ Konsulentvirksomhed, der er operatør hos Movia, som står for tilladelserne til at køre Flextrafik for kommuner og regioner.
Movia meldte i tirsdags ud, at den pågældende chauffør var midlertidigt suspenderet, indtil sagen var undersøgt nærmere.
Nu er hammeren så faldet.
– Movia har meddelt operatøren, som den pågældende chauffør er ansat af, at chaufføren ikke er velkommen bag rattet i Movia Flextrafik, hvilket operatøren har accepteret, lyder det i et skriftligt svar fra trafikdirektør i Movia, Jeppe Gaard.
– I Movia ønsker vi at behandle vores passagerer og omverden med respekt, og det har chaufførens adfærd ikke været forenelig med, lyder det videre.
Manden gik fuldstændig amok. Jeg frygtede for mit liv
Anonym skraldemand
“Han vender ikke tilbage”
Fagbladet 3F har været i kontakt med ejeren af KJ Konsulentvirksomhed, Kasem Said Ahmad.
– Jeg præsenterede kravet fra Movia for chaufføren, og han har meddelt, at han ikke vender tilbage efter ferien, siger han.
Kasem Said Ahmad har ingen yderligere kommentarer til sagen, siger han.
Se den voldsomme episode, hvor Flextrafik-chaufføren går amok på skraldemanden, her:
Trusler og skældsord
Episoden, som nu har ført til en fyring af Flextrafik-chaufføren udspillede sig i Vanløse sidste uge.
Skraldemanden, der arbejder for Amager Ressourcecenter, som står for skrald og forbrænding i hovedstadsområdet, blev mødt af trusler som ”jeg smadrer dig, dit fucking svin” og ”vil du se, hvad perkere de kan gøre?”.
Derudover forsøgte amok-chaufføren angiveligt at køre ind i skraldemanden med sin minibus.
Skraldemanden optog episoden på sin mobiltelefon.
– Manden gik fuldstændig amok. Jeg frygtede for mit liv. Jeg har kørt skrald i 20 år og oplevet lidt af hvert, men den her episode er det mest sindssyge, jeg har oplevet, har skraldemanden udtalt til Fagbladet 3F.
Han ønsker at være anonym, men Fagbladet 3F kender hans identitet.
Skraldemanden har politianmeldt den nu fyrede Flextrafik-chauffør.
Vikingbus-chauffør er også uønsket
Ud over episoden i Vanløse blev en anden skraldemand skubbet hårdt i brystet af en chauffør i sidste uge.
Episoden blev optaget på video – se den her:
Den pågældende chauffør var ansat hos Vikingbus, og tirsdag i denne uge kunne Vikingbus fortælle, at “der var taget hånd om sagen”.
Nu oplyser Movia, at der også er konsekvenser i den sag.
– Vikingbus har desuden oplyst, at den pågældende chauffør ikke kommer til at køre i de kørselskontrakter, som Vikingbus har med Movia, i fremtiden. En beslutning, vi hos Movia er meget tilfredse med, fordi vi ønsker at behandle vores passagerer og omverden med respekt, lyder det fra trafikdirektør i Movia, Jeppe Gaard.
Movia oplyser desuden, at ingen af deres passagerer overværede den konkrete episode.
Opdateret 8. august kl. 12.57:
Fagbladet 3F har tilføjet svaret fra Movia i sagen om den truende chauffør fra Vikingbus.
