Det er snart ikke kun hjelm og sikkerhedssko, du skal huske, når du skal arbejde på en stor byggeplads.
Også et ID-kort med dit navn og billede bliver fremover et adgangskrav på byggeprojekter på over 100 millioner kroner.
ID-kortet bliver set som et vigtigt værn mod social dumping og var en del af en ny aftale om udenlandsk arbejdskraft, der blev præsenteret mandag i Beskæftigelsesministeriet af regeringen og arbejdsmarkedets parter.
Men hvad siger dem, der arbejder ude på pladserne, til det nye tiltag?
Fagbladet 3F har taget en snak med to tillidsrepræsentanter fra hver deres byggefirma.
Hjælp til genkendelse
Hos byggefirmaet Børge Jakobsen & Søn i Næstved ser tillidsrepræsentant Martin Østergaard flere fordele ved ID-kort.
– Jeg kan sagtens se idéen i at have ID-kort – især i forhold til nye kollegaer. Vi ansætter nogle gange fra dag til dag, og så giver det god mening, siger tømreren.
Han fortæller, at nye medarbejdere ofte møder op i egen bil og tøj, hvilket kan gøre det svært at vide, hvem der reelt arbejder på pladsen.
– I de situationer ville det være en stor hjælp med noget synlig identifikation, så man let kan se, hvem der arbejder på pladsen, og hvem der ikke gør, siger Martin Østergaard.
Men han mener også, at det ville være godt, hvis fagbevægelsen var med til at føre kontrol med ID-kortene, fremfor at det ligger hos myndighederne.
– Jeg ville ønske, det var fagbevægelsen, der havde ansvaret. Det ville også gøre det lettere for os tillidsvalgte at hjælpe med at sikre ordentlige forhold og undgå lønfusk, understreger han.
Manglende kontrol
Kasper Dam er tømrer og fællestillidsrepræsentant hos firmaet Elindco A/S. Han går på det offentlige byggeri af børnehospitalet Børneriget.
Byggepladsen ligger i Københavns Kommune, som allerede har en ordning med ID-Kort. Selve byggeriet hører dog under Region Hovedstaden.
Hver morgen skal medarbejderne tjekke ind med et kort, når de møder ind, og bippe ud igen, når de går hjem.
Kasper Dam er tilfreds med, at der nu kommer krav om ID-kort på flere byggepladser.
– Det er det, vi har kæmpet for i mange år, siger Kasper Dam.
Han mener, det er et godt skridt på vejen for at undgå social dumping.
Men den løsning, der er på regionens hospitalsbyggeplads, han går på nu, er for nem at snyde med, synes han.
– Du går ind og får taget et billede, og så taster du et navn. Men jeg kunne gå ind og skrive ”Anders And,” for jeg skal ikke bevise, at det rent faktisk er mit navn, siger han.
Han læser den nye aftale sådan, at der vil føre kontrol med de nye ID-kort, og det er ifølge fællestillidsmanden afgørende.
– ID-kortet skal knyttes op på dit personlige ID (pas eller kørekort, red.). Og så skal man kontrollere, at dem, der kommer ind gennem porten, faktisk er de mennesker, der er på et ID-kort, siger han.
– Det er et omfattende arbejde at skulle kontrollere det på den måde, men det er nødvendigt, siger han.
Region afviser
Region Hovedstaden pointerer, at man har et godt samarbejde med 3F og Danske Byggefag om kontrol på byggepladserne. Ole Kristian Bottheim, vicedirektør for Region Hovedstadens Center for Ejendomme, er ikke enig i, at man kan udgive sig for hvem som helst på ID-kortet.
– Vi udsteder ID-kort til alle, der skal have adgang til regionens byggepladser. Disse bliver udstedt efter oplysninger fra entreprenøren om den enkelte ansattes navn, adresse, nationalitet m.v. Ikke-EU-borgere skal dokumentere opholds- og arbejdstilladelse ved opstart på byggepladserne, lyder det i et skriftligt svar fra Ole Kristian Bottheim.
Rettelse, 3. juli:
Fagbladet 3F har præciseret, at det omtalte byggeri på Børneriget hører under Region Hovedstaden og siden tilføjet svar fra Region Hovedstaden i artiklen. I billedteksten til det bærende billede har vi tilføjet, at ID-kortet fra Københavns Kommune ikke er det, der bruges af Region Hovedstaden.


