Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 90 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 91 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 92 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).

Prioritering, lyder Velfærdskommissionens forklaring på, at efter- og voksenuddannelse er udeladt i dens udspil. Regeringen må tænke offensivt, siger 3F.

Prioritering, lyder Velfærdskommissionens forklaring på, at efter- og voksenuddannelse er udeladt i dens udspil. Regeringen må tænke offensivt, siger 3F.

Der skal en veluddannet arbejdsstyrke til for at løfte regningen for fremtidens velfærd. Det er en af hovedkonklusionerne bag den længe ventede rapport fra Velfærdskommissionen. Men mens kommissionen går i detaljer med folkeskolerne, universiteterne og SU'en, så rører den knap nok ved den efteruddannelse, som kan give nye kompetencer til dem, der allerede arbejder.

- Kommissionen forholder sig til en lang række af de udfordringer, som følger globaliseringen, men de viger behændigt uden om det, der faktisk burde være fokus, siger Per Christensen, forbundssekretær i 3F.

Efteruddannelse og voksenuddannelse nævnes kun som redskaber til at få ledige i arbejde igen, men uden at kommissionen kommer ind på økonomien.

Behov for kompetencer

Forbundssekretæren i 3F havde ellers håbet på flere forslag til, hvor og hvordan regeringen skal finde penge til den tiltrængte voksenuddannelse.

- Aktuelt er der behov for et kraftigt kompetenceløft; ikke mindst hvad angår de kortest uddannede i vores samfund. Derfor er der behov for, at regeringen tænker offensivt og ikke fedter med pengene, når velfærdsudspillet på uddannelsesområdet strikkes sammen, siger Per Christensen.

Et udspil med mange udfordringer ikke mindst fordi der er brug for flere økonomiske saltvandsindsprøjtninger på områder som for eksempel de gældstyngede AMU-skoler.

- Vi ville gerne have set velfærdskommissionen forholde sig til de økonomiske perspektiver på hele efteruddannelsesområdet, siger forbundssekretæren.

Spørgsmål om prioritering

Kommissionen er godt klar over, at efteruddannelse og voksenuddannelse ikke har fået den opmærksomhed, som emnets vigtighed fortjener, men undskylder sig med, at de ikke havde ressourcer til at afdække alting.

- Vi ved godt, efteruddannelse er vigtigt, men ud fra et prioriteringsmæssigt synspunkt har man ikke kunnet dække det, siger Jan Vognsen Hansen, der er souschef i kommissionens sekretariat.

Desuden forklarer souschefen, at kommissionen ville vente på resultaterne af trepartsforhandlingerne, der skulle have ligget klar i sommeren 2005, men som siden hen er blevet udskudt til foråret 2006.

Et valg, som ikke overrasker Per Christensen fra 3F.

- Man har nok hvisket til kommissionen, at de skulle holde sig fra emnet. Problemet er imidlertid, at regeringen på den måde "slipper for" at få belyst voksen- og efteruddannelsesindsatsen i det overordnede samfundsøkonomiske perspektiv, som Velfærdskommissionen anlægger. Det, synes vi, er en skam, for uddannelse er nemlig en rigtig god investering, hvad kommissionen da også selv påpeger flere steder, siger forbundssekretær Per Christensen.