Trafikminister Flemming Hansen vil på baggrund af afsløring i Fagbladet forenkle reglerne om chaufførvikarer, så ansvaret kan placeres ved arbejdsulykker.
Trafikministeren har på baggrund af Fagbladets artikler om den forulykkede engelske chauffør, Dean Tolhurst, der brækkede ryggen i en arbejdsulykke for den danske vognmand Viggo Jespersen fra Skårup på Fyn, sat skub i et opklaringsarbejde, der skal luge ud i reglerne og gøre forholdene omkring, hvem der har ansvaret så klare og gennemsigtige som muligt.
Dean Tolhurst var hyret gennem et lyssky vikarbureau på Gibraltar, men kørte fast for Viggo Jespersen, da en arbejdsulykke kvæstede ham med en brækket ryg. Efterfølgende fralagde både vognmanden og vikarbureauet sig ansvaret og Dean Tolhurst blev efterladt hjælpeløs i sin sygeseng uden nogen form for økonomisk hjælp.
Færdselsstyrelsen arbejder på sagen
Ministeren oplyser at Færdselsstyrelsen er i gang med et udredende arbejde omkring de juridiske forhold, når danske vognmænd bruger chaufførvikarer fra udenlandske vikarbureauer.
Kontorchef i Færdselsstyrelsens tilsynsafdeling, Theo Rabenberg, der leder arbejdet, forventer at være klar med en indstilling inden årets udgang.
Udredningsarbejdet skal klarlægge retstilstanden for chauffører, der arbejder gennem vikarbureauer, herunder vognmandsvirksomhedens forpligtigelser overfor navnlig udenlandske chaufførvikarer.
Blandt de spørgsmål som Færdselsstyrelsen søger svar på er blandt andet hvad er forsikringspligten, når man bruger vikarer fra udenlandske bureauer og hvem har arbejdsgiveransvaret.
- Vi satser på at arbejdet vil resultere i udarbejdelse af en checkliste, der giver et klart overblik over de aspekter man skal være opmærksom på ved brug af chaufførvikarer, siger Theo Rabenberg.
Branchen med i arbejdet
Socialdemokraternes trafikpolitiske ordfører, Poul Andersen, har rejst sagen over for Trafikministeren.
- Jeg er glad for at ministeren har sat udredningsarbejdet i gang. Det er på tide, at der sker noget på det her område, siger Poul Andersen.
- Det stærke er, at branchens organisationer er med i arbejdet. Men vi må ikke glemme, at der også skal gøres noget ved den konkrete sag, derfor har jeg efter Trafikministerens svar, rejst spørgsmålet overfor Beskæftigelsesministeren, siger Poul Andersen.