Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 90 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 91 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 92 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).

PensionDanmark lancerer ny oversigt over selskabets priser, så kunderne kan sammenligne med andre selskaber og banker.

Nu kan alle PensionDanmarks kunder tjekke pris og omkostninger og sammenligne med andre selskabers og bankers priser.

Vi har ikke noget at skjule. Alle har ret til at vide, hvad de betaler for deres pensionsordning og de ydelser, ordningen omfatter.

Sådan siger direktør i 3F'ernes største pensionsselskab PensionDanmark Lars Ellehave-Andersen.

Anledningen er en overskuelig prisliste fra PensionDanmark, som selskabets kunder kan bruge til at tjekke priserne hos PensionDanmark - og nok så vigtigt til at sammenligne PensionDanmarks priser med tilbud fra private pensionsselskaber.

De senere år har der gang på gang været rejst kritik af skjulte gebyrer, dyre ordninger og uigennemsigtige priser i den danske pensionsbranche.

Det har blandt andet fået erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) på banen med opfordringer til at skabe gennemsigtighed i branchen, så det bliver muligt at sammenligne prisen på de varer, pensionsselskaberne tilbyder kunderne.

- Det kan vi kun være enige med ministeren i. Vi lægger gerne kortene på bordet, siger Lars Ellehave-Andersen.

Han opfordrer andre pensionsselskaber til at gøre det samme og gør opmærksom på, at PensionDanmark er det mest omkostningseffektive selskab i branchen. Det skyldes blandt andet, at PensionDanmark er ejet af medlemmerne.

Flot afkast og lav pris

Fornylig oplyste PensionDanmark, at selskabets medlemmer i 2005 får tilskrevet 5,5 procent i kontorente.

Private konkurrenter som AP Pension, Nordea Pension, Danica Pension, og PFA Pension tilskriver deres kunder 4,5 procent i kontorente for 2005.

Men et er afkastet og kontorenter. Noget andet er de omkostninger, der er forbundet med at drive en pensionsordning. De omkostninger kan kun komme fra kunderne. Men også her ligger PensionDanmark særdeles lunt i svinget.

I 2004 var hvert enkelt medlems omkostninger i PensionDanmark 330 kroner.

Hos private selskaber som PFA, TopDanmark og Danica var omkostningerne pr. kunde henholdsvis 1.219 kroner, 1.285 kroner og 1.693 kroner. Det fremgår af en opgørelse fra PensionDanmark på baggrund af de nævnte firmaers regnskaber fra 2004.

Offentlige ordninger som Arbejdsmarkedets Tillægspension, Lønmodtagernes Dyrtidsfond og Særlig Pension havde dog endnu lavere omkostninger.

Det skyldes blandt andet stordriftsfordele, og at der ikke er forsikringsdækninger i disse ordninger ved for eksempel kritisk sygdom, førtidspensionering og død.