Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 90 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 91 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 92 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).

Regeringen vil bekæmpe misbrug af udenlandske praktikanter som billig arbejdskraft og lægger op til stop for statslig rekruttering af udenlandske sæsonarbejdere til Danmark.

26-årige Flavius Nagys har en uddannelse som landskabsarkitekt. Hans danske arbejdsgiver ansatte ham som praktikant - og gav ham halv løn. 3F skaffede det østeuropæiske medlem godt 206.000 kroner i efterbetaling.

Danske landmand og gartnerier har i stor stil i årevis brugt udlændinge som såkaldte praktikanter, der har tjent det halve i løn i forhold til medarbejdere på overenskomstvilkår. Men nu lægger regeringen op til en stramning af reglerne.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og skatteminister Morten Østergaard (R) præsenterede torsdag en ny, samlet plan for rekruttering af udenlandsk arbejdskraft.

Med sit udspil ønsker regeringen, at der skal være et uddannelsesmæssigt sigte med de udenlandske praktikanters ophold i Danmark.

”Praktikantordningen skal ikke være en genvej til billig arbejdskraft. Derfor målrettes ordningen,” står der i udspillet.

3F: Meget positivt

Fagbladet 3F har gennem de seneste år afdækket danske landmænd og gartneriejeres massive brug af udenlandske praktikanter. Hos 3F er formanden for Den Grønne Gruppe, Arne Grevsen, glad for regeringens udspil:

- Arbejdsgivere har i stort omfang misbrugt ordningen til at skaffe sig underbetalt arbejdskraft. Derfor er jeg meget positiv over for, at regeringen nu vil bringe fokus tilbage på uddannelse og stille skrappere krav til ansøgere, siger han.

Arne Grevsen oplyser, at 3F gerne ser reglerne skærpet yderligere. Han ønsker et loft for antallet af praktikanter hos den enkelte arbejdsgiver. Samtidig skal de ikke som nu kunne rejse rundt fra land til land som såkaldte praktikanter. Desuden burde de rekrutteringsbureauer, som henter udlændingene til Danmark, have en officiel godkendelse, så man bedre kan stole på oplysningerne om praktikanterne, mener han.

Stop for statslig rekruttering af sæsonarbejdere

Regeringen vil skærpe en række krav til de udenlandske ansøgere. Det gælder krav til sprog og alder samt til sammenhæng mellem uddannelse i hjemlandet og i Danmark. Desuden skal den maksimale praktiktid sættes ned fra 18 til 12 måneder.

Hos erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer har viceformand Lone Andersen svært ved at se begrundelsen for den planlagte ændring.

- Praktikantordningen bygger på velordnede og regulerede forhold, og alle praktikanter fra lande uden for EU er i dag sikret samme løn- og ansættelsesforhold som danske landbrugselever. Praktikopholdet i Danmark er en god chance for dem til at dygtiggøre sig, siger Lone Andersen i en pressemeddelelse.

Regeringen vil også tage initiativ til, at lukke det statslige jobcenter Workindenmarks hjemmeside seasonalwork.dk. Det betyder, at danske arbejdsgivere ikke længere kan få særskilt bistand til at rekruttere sæsonarbejdere fra EU-lande.

- Det er en rigtig god idé. Det er meget tåbeligt at bruge skattekroner til, at statsansatte rejser rundt i Østeuropa og henter underbetalt arbejdskraft til Danmark. Vi har ført flere sager, hvor udenlandske ærte- og jordbærplukkere har arbejdet og boet under kummerlige forhold i Danmark, siger Arne Grevsen, formand for Den Grønne Gruppe i 3F.